Tina Lund får "HANS JUST" Idrætspris 2002
I selskab med bl.a. Camilla Martin, Letvægtsfireren i roning og det danske ishockeylandshold fik Tina Lund ved en ceremoni i eftermiddags overrakt Hans Just's Idrætspris 2002. Prisen blev i år uddelt for 15. gang og blev oprindeligt uddelt af Gunnar Nu Hansen. Den tildeles til idrætsfolk, der ikke bare har vist fremragende sportslige resultater, men også uden for banen har vist sig som gode repræsentanter for deres sport og for Danmark. Med æren fulgte en kontant belønning på 5.000 kr og helt specielt i Tina's tilfælde en gulerodskrans til Lanthanid.
Her følger den officielle begrundelse for de uddelte priser, der sætter Tina Lunds præstation i relief:
JOACHIM B. OLSEN, nr. 2 i kuglestød ved Europamesterskabet
Året har været meget succesfuldt for den stærke kuglestøder fra Århus 1900. Ved Europamesterskabet var han kun 21 centimeter fra førstepladsen, og fik en sølvmedalje, som det også var tilfældet ved Europamesterskabet indendørs. Og endelig fik den store dansker tilsvarende placeringer ved de amerikanske inden- og udendørsmesterskaber.
I dag rangerer den jyske kraftkarl på 130 kg blandt verdens fem bedste kuglestødere, og selv om han i disciplinen er lille af statur, opnår han resultaterne på sin fine teknik.
CAMILLA MARTIN, All England mester i badminton
Ingen er mere vellidt end badmintonspilleren Camilla Martin, så derfor var det hende vel undt, da hun ved All England mesterskaberne væltede "den kinesiske Mur", idet hun besejrede fire kinesere på stribe og sikrede sig titlen for første gang. Og så var det endda 15 år siden, at Danmark sidst havde fået denne titel.
Camilla Martin har sat to år af til deltagelse i De olympiske Lege i Athen 2004, og så er det slut med karrieren, hvor hun har fået medaljer i EM,VM og OL.
FIRER UDEN STYRMAND, verdensmestre i roning i Sevilla
Danmark er forvænt med, at letvægtsroerne, og ikke mindst fireren uden styrmand, klarer medaljer hjem til Danmark. Selv om man i 11. time måtte udskifte en af roerne, kunne den danske firer endnu en gang på robanerne i Sevilla henvise konkurrenterne til sekundære placeringer. Båden er i dag favorit til igen at vinde olympisk guld ved de kommende olympiske lege.
HASSE KUHN, fodboldtræner i Lyngby FC
Hvert år uddeler Hans Just A/S sin "Roses Vandpris", hvilket betyder et års forbrug af vand, og prisen tilfalder denne gang Lyngby FC træneren Hasse Kuhn.
Han hyldes for sit store arbejde med at holde sammen på Lyngbys superligahold, da det blev dømt ned i Danmarksserien. På fornemste vis spillede holdet forårsturneringen færdig med et sammenskrabet mandskab, og det blev endda til en enkelt uafgjort kamp mod Vejle.
Hasse Kuhn får også prisen, fordi han fortsat er i klubben og nu er ved at få holdet tilbage til 2.division.
JACKIE CHRISTIANSEN, Guld i kuglestød ved VM for handicappede
Den benamputerede Jackie Christiansen debuterede ved årets verdensmesterskab for handicappede i Frankrig. Det blev til to medaljer, nemlig guld i kuglestød og sølv i diskoskast. Resultatet i kuglestød, 14.69 meter, var mesterskabsrekord, og danskeren var hele 69 centimeter bedre end nr. 2. Målet i næste sæson er at sætte verdensrekord, altså støde 15 meter samt deltage i De olympiske Lege.
ISHOCKEYLANDSHOLDET, oprykning til gruppe A
På vegne af ishockeylandsholdet hyldes den svenske træner Michael Lundstrøm, fordi han fik Danmark op i A-gruppen. Ved B-verdensmesterskabet besejrede Danmark i den afgørende kamp Ungarn med 6-2, og dermed havde landet med kun 17 ishockeyhaller gjort det umulige at komme blandt nationer som USA, Sovjet, Canada, Finland og Tjekkiet. Sammenholdet på landsholdet er meget stærkt blandt de unge spillere, hvor mottoet er:" Holdet der aldrig giver op!"
IBEN TINNING, vinder af to golfturneringer på Europa tour
Golfsporten er i et stærkt søgelys i disse år, og nu er kvindesiden også kommet med i skikkelse af Iben Tinning. Hun har i denne sæson som den første danske kvinde nogensinde vundet to store turneringer i Irland og Italien samt kvalificeret sig til Solheim Cup, der kan sammenlignes med mændenes Ryder Cup.
KARINA LAURIDSEN, sølvmedalje i kuglestød ved VM for handicappede
Den 25 årige Vordingborg-pige har haft en fantastisk karriere. For et år siden brækkede hun ryggen ved et faldskærmsudspring, men så snart hun havde erkendt sit handicap, gik hun i gang med at dyrke atletik. Og kun 5 måneder efter den første træningsdag, kunne hun notere sig en sølvmedalje ved atletik-VM for handicappede. Hun har nu planer om at træne i diskoskast samt 5000 meter kørestolsrace.
TINA LUND, Europamester i ridebanespringning for unge
I en tid hvor ridesporten i Danmark er i modvind var det forfriskende, at Danmark midt på sommeren kunne notere sig for et Europamesterskab i ridebanespringning for ryttere op til 21 år. I Bernstorffsparken viste Tina Lund fra Sportsrideklubben, at hun var en rytter med stærke nerver. Igennem hele ugen havde hun ført konkurrencen, men ved den sidste gennemridning, hvor hun startede sidst, var kravet, at hun ikke fik en eneste fejl. Og det krav klarede hun i elegant stil.
[Kilde: Sanne Christiansen, Hans Just A/S]
Tilføjet d. 19-11-2002 kl. 17:21 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

