Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Heste-Nettet i spændende partnerskab

Heste-Nettet, en af de mest aktive niche-hjemmesider i Danmark med over 200.000 besøgende, flere millioner sidevisninger og omsætning af ca. 1000 heste og ponyer om måneden, har nu fået nyt ejerskab. Initiativtagerne bag den markante succes har skabt Heste-Nettet Fond og er gået i alliance med landbrugets bladhus Landsbladet om at drive hjemmesiden. Landsbladet udgiver i forvejen fagtidsskriftet Landsbladet Hest.

Hensigten med dette samarbejde er, at styrke såvel nyhedsformidlingen og den faglige side af Heste-Nettet, som at skabe et bedre grundlag for at fortsætte og videreudvikle de bestående funktioner. Landsbladet vil således fremover varetage bl.a. annoncesalg og administrative funktioner for Heste-Nettet.

Hemmeligheden bag Heste-Nettets succes har været en stor frivillig indsats, og det er fortsat det helt afgørende element. Med det nye ejerskab bliver der imidlertid skabt fastere og stærkere rammer for dette frivillige arbejde.

Henrik Biering, en af de oprindelige stiftere af Heste-Nettet, mener ikke man kunne have fundet en partner, der matchede både Heste-Nettets filosofi og praktiske behov bedre end Landsbladet.
- Over 100 års praktisk erfaring med udvikling af en bæredygtig medlemsorganisation og den medfølgende forretningsmæssige, hestefaglige og administrative ekspertise er ikke dårligt at have i ryggen, når man vil gå nye veje, siger han.

Henrik Lisberg, chefredaktør for Landsbladet, tilføjer:
- Der er ingen tvivl om, at samspil mellem internet og trykte medier har fremtiden for sig. Vi ser med spænding frem til samarbejdet, og må indrømme, at vi er meget imponeret over den aktivitet og den meget tætte kontakt med brugerne, der er skabt på Heste-Nettet.


Heste-Nettet blev oprindeligt startet som website for Kongelundens Rideklub i 1997. Lige fra starten blev der satset på dynamisk interaktion mellem brugerne. Det skulle vise sig effektivt. Heste-Nettet blev allerede i efteråret 2000 det mest besøgte websted for hesteinteresserede i Danmark, og personer fra hele landet deltog i udviklingen. Derfor blev det besluttet at udskille aktiviteterne omkring Heste-Nettet i en uafhængig selvejende institution.

Landsbladet er Landbrugets Bladhus, ejet af Landboforeningerne. Ud over ugeavisen udgives en række fagtidsskrifter, heriblandt Landsbladet Hest.

 

Tilføjet d. 14-11-2002 kl. 11:52 af i kategorien Nyt fra Heste-Nettet.dk.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider