Den internationalt succesrige fuldblodshingst Come Fast er blevet aflivet, efter at have pådraget sig en skade på en has i august måned, melder svenske Tidningen Ridsport.
Come Fast var avlet i Danmark af H.B. Og B. Nielsen efter den i DV kårede Gay Baron XX og DH-hoppen Sweet Content XX.
Da Come Fast var bare 7 år gammel placerede den da blot 17-årige Lars Bak Andersen hingsten i en World Cup kvalifikation. Efterfølgende kom mange nationale og internationale S-placeringer i hus helt op til 1,60m klasser som Nations Cups og Grand Prix'er under både Lars Bak, norske Peter Flamm og danske Bo Kristoffersen.
Hingsten blev kåret i de fleste større europæiske avlsforbund som Oldenburg, Holsten, Svensk Varmblod, DV og det danske Oldenborg-forbund.
Desværre fik Come Fast aldrig det store gennembrud hos avlerne i Danmark, hvor blot 26 afkom er registreret. Flere hopper fik han dog i Holsten, hvor den i DV kårede søn Conley DVH 736 også blev avlet.
3 B-heste i springning og 1 i dressur blev det til i Danmark. Flere af hans afkom i Tyskland og Sverige har dog resultater i S-klasser, både dressur og springning.

