21.11.09 19.30
I en 1,50m klasse ved German Masters stævnet i Stuttgart kunne Thomas Velin og Godsend du Reverdy (SF e. Quidam de Revel/Grand Veneur/St. Brendan XX) besætte fjerdepladsen med 0 fejl i både hoved- og omspringningen.
Klassen blev vundet af schweiziske Pius Schwizer og Ulysse (e. Nonstop/Jus de Pomme) foran tyske Mario Stevens og Mac Kinley (Goodwill/Nimmerdor).
Tredjepladsen besatte amerikanske Lauren Hough og Casadora (e. Indoctro/Grannus).
Danske S.I.E.C. Casall (DV vallak e. Calato/Farewell) delte femtepladsen i en 1,40m duelspringning under irske Cameron Hanley.
Klassen blev vundet af hollandske Jur Vrieling og Alwin Z.
21.11.09 kl. 10.00
Dansk hest placeret i Stuttgart
Danskavlede Casall (e. Calato/Farewell) nu S.I.E.C. Casall, avlet af Jens Olof Vandet og uddannet til S-klasser af Mette Vandet, placerede sig under irske Cameron Hanley som nummer 8 i en 1.45 m klasse.
Casall gik indtil for nyligt under Cameron Hanleys sponsor, tyrkiske Sevil Sabanci men udfolder sig nu under den irske landsholdsrytter.
Casalls halvbror, Complete efter Come Back II har de sidste 2 år været enormt succesrig i internationale Grand Prix-klasser under Cian O'Connor, også irsk landholdsrytter.
I fredag aftens Mercedes Masters Grand Prix kunne franske Patrice Delaveau ride den 11-årige Selle Francais-hoppe Katchina Mail (Calvaro/Laudanum XX) til sejr. Dermed kan han køre hjem fra stævnet på søndag i en splinterny Mercedes. Andenplaceret blev GCT-finale vinderen fra sidste weekend, franske Michel Robert på vinderhoppen fra sidste søndag Kellemoi de Pepita (SF e. Voltaire/Jalme des Mesnuls).
Tredjepladsen besatte tyske Marcus Ehning, der for tiden har en stald fuld af exceptionelle Grand Prix-heste. Denne gang sad han i sadlen af holstenervallakken Leconte (e. Lasino/Contender).
Ved stævnet vil han også være at se i sadlen på Sandro Boy og For Germany, mens han i den forgangne weekend startede Plot Blue og Sabrina i Doha ved GCT finalestævnet.
I stalden står også Grand Prix heste som Nolte's Küchengirl og Vulkano FRH.
Det er unægtelig sjældent, at en rytter har 7 heste til sportens absolutte højeste niveau stående til sin rådighed, men har nogen fortjent det så må det siges at være stilisten Marcus Ehning.
Også danske Thomas Velin deltager ved World Cup-stævnet i Stuttgart, dog endnu uden placeringer til følge.

