Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Store resultater med respekt for hesten

Verdensmester i Speedpas for Islandsheste Tania Højvang Olsen sætter altid hestens velfærd først både i sin undervisning og når hun selv deltager i konkurrencer. Nu kåres hun som Månedens Hesteven af Dyrenes Beskyttelse for sin måde at arbejde med hestene på.



Overrækkelsen af prisen vil foregå søndag den 1. november klokken 11.00 på adressen Kæderupvej 8, Helsinge. Det er her, Tania har sin hest opstaldet. Dyrlæge og dyreværnsinspektør i Dyrenes Beskyttelse Jens Svenningsen overrækker prisen.



Dyrenes Beskyttelse vil fremhæve gode forbilleder i hestesporten og derved fremme velfærden for heste. Kåringen af Månedens Hesteven er én måde at sætte fokus på området.



Tania Højvang Olsen arbejder professionelt med træning af heste og undervisning af elever på alle niveauer, I sin undervisning tager hun altid udgangspunkt i hesten og er ikke bange for at sige til rytteren, at det han/hun ønsker af hesten ikke er muligt, eller at der skal nogle andre forudsætninger på plads, før det er muligt at stille de krav til hesten som rytteren ønsker - hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Brug af diverse udstyr som genveje til at nå et mål, er ikke en acceptabel mulighed. Ligesom undervisningen aldrig bliver gennemført, hvis der er den mindste tvivl om hestens velbefindende.



Tania vandt i august VM for Islandsheste i Schweiz, i disciplinen Speedpas. Hun blev dansk og nordisk mester i samme disciplin i 2008, og dansk mester i 250 m pas i 2009.



Tania Højvang Olsen ønsker i den måde hun omgås hestene på at vise verden, at det sagtens kan lade sig gøre at træne topkonkurrenceheste på en måde som er fair overfor hesten. Denne tilgang er hun nået langt med. De heste Tania Højvang Olsen har, træner og rider, er heste, som hun på det nærmeste har fået forærende, fordi ingen andre har mestret at holde sig på ryggen af dem, og derudover er det topkonkurrenceheste med den nerve, som en sådan nu kræver.



Det er ikke Tanias mål at ride i en grime, men hun ønsker at udbrede viden om, at det ikke er skarpere bid eller andre hårde trænings metoder, der fører til succes på konkurrencebanen, men derimod gennemtænkt træning og respektfuld omgang med hesten.



Kåringen af Tania Højvang Olsen som november måneds Hesteven er Dyrenes Beskyttelses initiativ for at fremhæve den bedste måde at behandle og anvende heste, og dermed skabe gode eksempler til efterfølgelse. Med hæderen følger en staldplakette og en ridejakke.



Overrækkelsen af prisen vil foregå søndag den 1. november klokken 11.00 på adressen Kæderupvej 8, Helsinge. Det er her, Tania har sin hest opstaldet. Pressen er hjerteligt velkomne. Dyrlæge og dyreværnsinspektør i Dyrenes Beskyttelse Jens Svenningsen overrækker prisen.



Baggrund
Rollemodeller er vigtige i al slags sport. Ikke mindst i hestesporten, hvor anvendelse af tvangsmidler og snyd har mudret billedet af godt horsemanship.

Hver måned kårer Dyrenes Beskyttelse derfor en rytter på en dansk rideskole eller rideklub til "Månedens Hesteven" for god håndtering af heste. Det sker i samarbejde med hestemagasinet Equipage.



Du kan selv nominere

Dyrenes Beskyttelse opfordrer alle hestevenner, til at indstille en dygtig rytter eller kusk til at modtage hæderen som Månedens Hesteven. Send en begrundelse for, hvorfor din rollemodel indenfor hesteverdenen skal være Månedens Hesteven til Jens Svenningsen.


Kriterierne modtagelse af hædersbevisningen er:


* Man skal gennem sin omgang med heste have vist, at hensynet til hesten prioriteres over alt andet.
* Man skal have udviklet sin personlige ride-/kørefærdighed, samt sin hestefaglige viden og kunnen, da disse faktorer er af afgørende betydning for hestens trivsel og velfærd.
* Hestevennen skal have vist, at enhver form for ridning og træning tager hensyn til, at hesten er et levende væsen, og må således ikke have udøvet fysisk eller psykisk vold overfor heste, herunder have anvendt hjælpetøjler af enhver art som tvang.
* Man skal ved sin brug af hesten være et eksempel til efterfølgelse for andre.



Tidligere Hestevenner 2009

1. Carina Nevermann Torup, dressurrytter på eliteplan

2. Oversergent Christian Müller, Gardehusarregimentets hesteeskadron, Slagelse

3. Jens Høgh, Birken Rideskole

4. Gitte Naldal, Center for Hestevelfærd

5. Line Thorning Jørgensen, handicap- og OL-rytter

6. Susanne Pedersen, Oksbøl Ride- & Køreklub

7. Johnny Hansen, Skåde Ridecenter

8. Hanni Toosbuy Kasprzak



 

Tilføjet d. 29-10-2009 kl. 10:56 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider