Den danskavlede og kårede Racot-søn Rambo blev aflivet i fredags på Oak Hill Ranch, der har været hans hjem siden 1999.
Rambo led ifølge svenske Tidningen Ridsport af hjerteproblemer.
Rambo var i sin tid den højest kårede hingst i Dansk Varmblod og fik ved sin kåring i 1989 bl.a. 10 for type og helhed og 9 for bevægelse. Han blev født hos Ole Pedersen og uddannet til grand prix dressur og opnåede her flere internationale resultater med Leif Sørensen i sadlen. Hans afkom var populære og flere klarede sig også internationalt, både i springning og dressur, det var bl.a. Otto, Arabella, Robin, Vemmetofte Rainman og Rialto samt mange flere, der repræsenterede Rambo i grand prix dressurklasserne. I springklasserne er og var det heste som Rosina Mosebo og Elaiza Strand.
Rambo blev far til 4 kårede hingste; Robin, Revenge, Ram á Jean og Vemmetoftes Rainman.
I 1999 solgtes Rambo til den amerikanske hingsteholder og DV-entutiast Richard Freeman, Oak Hill Ranch og fortsatte sin grand prix-karierre under Heather Blitz. Også i USA blev Rambo en populær hingst.
Rambo var efter elitehingsten Racot og ud af RDH-hoppen Vigga efter trakehnerhingsten Ibikus. Mormor var trakehnerhoppen Vealine efter trakehnerhingsten Colombo.

