Som hovedsponser af JBK står Ecco, og vi har været så heldige at fange Hanni Toosbuy Kasprzak i en ledig stund. Hanni er, udover at være virksomhedsejer af Ecco, også mor til talentfulde Anna Kasprzak, som med blandt andet Blue Hors Future Cup gang på gang har stået på sejrsskammelen ved danske såvel som internationale stævner.
Udover at være hovedsponser til JBK er Ecco også hovedsponser, når Dansk Varmblod holder hingstekåring i Herning og ved Danish Christmas Show. Et andet initiativ, som bakker stort op omkring de unge ryttere, er Ecco Cup. Med nogle år på bagen er Ecco Cup´en, som er et dansk stævne, blevet meget internationalt omtalt. Det er nemlig, som Hanni fortæller, vigtigt at støtte op om de unge ryttere. Og netop derfor lancerer man som noget nyt konkurrencer for U25 ryttere til Ecco Cup. Her giver man rytterne mulighed for at få lov at afprøve kræfter med at ride Kür, samt giver dem muligheden for at få nogle gode erfaringer de kan tage med sig, når de for alvor træder ind i seniorernes rækker.
Og så er det jo ikke længe siden, at Hanni overraskede os alle meget positivt med købet af Hønnerups Driver, som har sikret, at hesten bliver på dansk jord. Det er en absolut fornøjelse at så god en hest har fået lov at blive under en dansk rytter, nemlig Andreas Helgstrand.
Så udover succes med sko har Ecco også bevist, at de er med til at skabe succes for danske ryttere!

