For første gang i 134 år sætter en kvinde sig i direktørstolen i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses nye direktør hedder Britta Riis er 46 år og kommer fra Dansk Ride Forbund.
Britta Riis er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
Dyr har altid været en vigtig del af Britta Riis' liv. Hun boede i en årrække på en gård, hvor hendes forældre drev fritidslandbrug med herefordkvæg. Det var her, Britta Riis begyndte at ride, og det var her, hun fik lagt grundlaget for at søge job, hvor dyr var det centrale omdrejningspunkt.
I dag bor Britta i Gentofte med sin mand, sønnen Nicolai på 6 år og nok så vigtigt Uffe, en cairn terrier på halvandet år.
At leve med dyr giver så megen glæde, men det forpligter også, og desværre er der mange eksempler på, at mennesker svigter dyrene.
Britta Riis udtaler: "Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for dyrevelfærden i Danmark, og i spidsen for Dyrenes Beskyttelse får jeg en dynamisk og slagkraftig organisation i ryggen til at opnå konkrete mål for højnelse af dyrevelfærden. Vi skal være skarpe i vores holdninger og meninger og ikke mindst synlige for derigennem at øge både politikernes og befolkningens bevidsthed omkring dyrevelfærd".
Britta Riis' overordnede mål som direktør i Dyrenes Beskyttelse er på sin vis enkelt. Dyrevelfærden i Danmark skal blive bedre. Men konkret peger Britta Riis på produktionsdyrene, hvor der p.t. er aktuelle problemstillinger, der skal løses. Køerne skal på græs. Kastration i den danske svineproduktion skal forbydes, og kampen mod fiksering af farende og diegivende søer skal følges til dørs.
Læs også Dyrevennens interview med Britta Riis.
Kilde: Dyrenes beskyttelse

