Guld, sølv og bronze - ædelt metal bliver repræsenteret i rigt mål ved World Cup kvalifikationen i springning på Vilhelmsborg den 24. - 27. oktober.
Den helt utroligt talentfulde brasilianer Rodrigo Pessoa, som vandt VM i Rom for fire år siden, har meldt sin ankomst på Vilhelmsborg, og med ham er Top 10 med en enkelt undtagelse nu samlet i det jyske.
Rodrigo Pessoa er blot 29 år og alligevel verdens 2. bedste springrytter. Han har vundet World Cup finaler tre gange i træk på Baloubet du Rouet og sin unge alder til trods et imponerende antal kvalifikationer og prestigefyldte Grand Prix springninger - bl.a. i Aachen i Tyskland.
Eric Navet er endnu en af de friske medaljeslugere, som kommer til Århus. Den 38-årige vandt verdensmesterskabet i 1990 - og i år snuppede han sølvet ved VM i Spanien.
Bronzemedaljen ved VM blev erobret af amerikaneren Peter Wylde, som bor i Holland, og han lægger også vejen forbi Vilhelmsborg.
Peter Wylde elsker efter eget udsagn heste - især sin egen - den 11-årige Hoppe Fein Cera, og der er da også en særlig synergi mellem de to.
De har sammen vundet President's Cup og Nations Cup i Washington og været stærkt placeret ved World Cup kvalifikationer i Europa.
På www.worldcupdenmark.dk kan du læse meget mere om deltagere, tidsplaner o.s.v.
[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Rideforbund]
Rodrigo Pessoa til Århus
Tilføjet d. 09-10-2002 kl. 20:06 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

