I løbet af de næste dage og weekenden, skal kampen om guld, sølv og bronze stå ved EM for ponyer i belgiske Moorseele. Danmark er repræsenteret af piger i alle de afholdte discipliner, dressur, springning og military - pånær reserven på springholdet Frederik Larnæs som er ene hane i flokken.
Alle ponyer er vel ankommet og har i går torsdag overstået det obligatoriske dyrlægetjek og målingen uden problemer.
De danske farver repræsenteres i dressuren af følgende ekvipager;
- Rikke Lindberg og rutinerede Brooklands Moonwalker (Deutsche Reitpony e. Magnum x Lombard)
- Sabrina Barnekow og Vermont (Svensk ridpony e. Master x Cedar XX)
- Sofie Hougaard og Dornick-Son (Deutsche Reitpony e. Dornick B x Bourbon)
- Anne Tange og Tim (Svensk Ridpony e. Helekis Timjan RW x Amiral)
- Reserve: Frederik Larnæs og Lukas
I springningen repræsenteres Danmark af det guldvindende hold fra de Nordiske Mesterskaber ligeledes bestående af;
- Zascha Nygaard Andreasen og Ewald (Nederlandse Rijpony e. Eduard x Branco OX)
- Sidste års EM-bronzevinder Jessica Vinter Jensen og Nikolina (Svensk Ridpony e. Nicklas x Everest)
- Christiane Tetzlaff og Murphys Flight (Irish Sports Horse uden afstamning)
- Alexandra E. Sisseck og Top Jezabel De L'etape (ukendt)
- Shannon Meinert Ketterle og Anydale Ron (New Forrest e. Kantjes Ronaldo x Mermaids Jeroen)
I military af;
- Camilla Sæbø Hansen og Braveheart (ukendt)
- Bianca Walton og Surprice (ukendt)
- Sofie Lassen og Jessie (ukendt)
- Nicoline Christiansen og Anthony Hopkins (Weser-Ems e. Apslau XX x Heros)
Allerede onsdag startede holdkonkurrencen i dressur. Sabrina Barnekow/Vermont og Rikke Lindberg/Brooklands Moonwalker var de første danske ekvipager på banen.
Sabrina og Vermont endte på en foreløbig 8. plads med 65,611%
Knap så godt gik det for Rikke og Brooklands Moonwalker der blev 22. med 61,055%.
Dette placerer Danmark på en foreløbig 8. plads i holdkonkurrencen med de sejrsvante hollændere og tyskere på hhv. 1. og 2. pladsen.
Der er dog stadig håb forude for danskerne, da der mangler to ridt for hver nation.
Mere om EM for ponyer de følgende dage.

