Skindemokrati, Kammerateri og Genfærd

Kommentar til "Høring om Dyrevelfærd"
v/ Per Høst-Madsen, Hesteinternatet af 1999.

Landbrugets og medicinalindustriens repræsentanter er i overtal i "høring" om dyrevelfærd for en lukket kreds.

Programmet for den længe ventede "høring om Dyrevelfærd" arrangeret af Folketingets Retsudvalg og Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som finder sted i Landstingssalen den 9. oktober kl. 9-16 foreligger nu sammen med en liste over de inviterede organisationer.

Efter hver oplægsholder er der iflg. programmet: Mulighed for korte spørgsmål, så der er tale om en "høring" uden dialog med tilhørerne. En slags demokrati, uden demokrati, kunne man passende kalde det. Det er helt oplagt, at arrangørerne ikke ønsker at blive præsenteret for gode idéer fra salen.

Der er udsendt invitationer til en skare af dyreværnsforeninger, landbrugets organisationer, ministerielle embedsmænd, statsadvokaterne, politimesterforeningen og særligt indbudte. Her har man tilsyneladende glemt de kritiske dyreværnsforeninger som for eksempel Alle Dyrs Ret, og havde det ikke været rimeligt om statsadvokaternes modspillere repræsenteret ved advokatsammenslutningen havde fået tilbuddet?

Kun inviterede gæster har adgang til "høringen", og arrangørerne har valgt en sal så tilpas lille, at de 100 inviterede fylder hele salen. De inviterede organisationer må kun stille med én repræsentant. Endnu ugen før var der venteliste. Der er derfor ingen chance for at deltage, hvis man ikke fra begyndelsen har fundet nåde for invitationskomiteens øjne, selv om man brænder for at stille et kort spørgsmål eller to til en oplægsholder.

Første afdeling omhandler transport af dyr. Blandt oplægsholderne finder man en gårdejer Karsten Vig Jensen, der skal tale om "kontrolleret og anstændig transport af dyr, specielt over den danske grænse" samt kollegaen, gårdejer Lindhart B. Nielsen, som skal tale over emnet: "Hvordan sikres god dyrevelfærd under transport?" Man fristes til at spørge, hvorfor repræsentanter fra et erhverv, som har så store problemer med at sikre en anstændig behandling af produktionsdyr, er valgt som foredragsholdere! Det bliver ikke bedre med habiliteten efter formiddagskaffen under afsnittet om forsøgsdyr, hvor formanden for lægemiddel Industri Foreningens Dyreforsøgsudvalg, Flemming Højelse fra medicinalfirmaet H. Lundbeck A/S skal tale om: "Dyreforsøg, åbenhed og administration". Linien fortsætter efter en sandwichfrokost under overskriften, Dyrevelfærd og Etik: Bio-etikchef Hanne Gürtler, Novo Nordisk A/S har et oplæg: "Dyrevelfærd: et spørgsmål om respekt".
I sidste afdeling skal direktør Ole Münster, Dyrenes Beskyttelse tale om den eksisterende dyreværnslovgivning, herunder status og fremtid. Han har kaldt sit indlæg "En troværdig dyreværnslov: et spørgsmel om tilsyn og kontrol". Ikke ligefrem en indholdsfortegnelse, der oser af fremtidsvisioner, men udtryk for en indstilling, der har spillet fallit for længe siden.

Som rosinen i pølseenden har arrangørerne, som det er god tone ved slige lejligheder og helt forudsigeligt, trukket en gammel kending af stalden. Professor og filosof Peter Sandøe taler om: "Brug af dyr: hvor går de etiske grænser?"

Udover de allerede nævnte foredragsholdere taler direktør David Wilkins, Eurogroup for Animal Wellfare om: transport af dyr i Europa, Landsdommer H. Lundum, formand for Rådet for Dyreforsøg om emnet "Bedre information om tilladelse til dyreforsøg", og regionschef Gunnar Mylius Pedersen, Fødevareregion Nordjylland om: Omsætning af dyr.

Når nu arrangørerne alligevel ikke er interesseret i en dialog, kan det undre, hvorfor de ikke blot bestiller oplægsholdernes manuskripter og sender dem ud til de interesserede. Hvorfor besvære en masse mennesker med at møde op?

Det er politikernes ansvar
Debatten om Dyrevelfærd kredser ofte omkring politi og veterinærdirektoratets mangel på interesse og handlekraft i dyreværnssager. For at gøre de offentlige myndigheder mere slagkraftige i deres indsats, har fødevareminister Mariann Fischer Boel og nu sidst justitsminister Lene Espersen lovet bål og brand og store pengebøder til folk, der bliver dømt for overtrædelse af dyreværnsloven. Men ministrene glemmer tilsyneladende, at en henstilling til statsadvokaterne ikke ændrer domstolenes retspraksis, en retspraksis som har udvandet den eksisterende, velmente, men upræcise dyreværnslov i en sådan grad, at veterinærchefer, politimestre og anklagere står magtesløse og ofte til grin i forhold til lovovertræderne, som for selv grove forseelser slipper med en betinget dom eller måske en latterligt lille bøde. Det er under de omstændigheder forståeligt, at politi og embedsdyrlæger viser ulyst til at bringe synderne for retten, for det fører jo alligevel ikke til noget rimeligt resultat at starte hele retsmaskineriet.

Hvis politikerne ville sørge for at sende et utvetydigt signal til domstolene gennem følgende tiltag, ville meget se anderledes ud:

1) Den eksisterende dyreværnslov skal omformuleres og skærpes. Minimumsstraffen, bede hæfte- og bødestraf, skal sættes væsentligt i vejret. Fradømmelse af retten til at have med dyr at gøre skal kunne bringes i anvendelse allerede ved første grove forseelse og skal i langt højere grad tages med i overvejelserne, når en dyreværnssag behandles, så det store antal misrøgtere, som belaster det offentlige system én efter én kan blive elimineret.

2) Anmelderne i dyreværnssager skal have aktindsigt. Det offentliges håndtering af dyreværnssager er ikke altid lige forståelig, hvorfor anmelderen skal træde i den forurettedes, dvs. det umælende dyrs sted.

Der bør endvidere fra højeste sted rettes en henvendelse til dyrlægerne om at tage deres etiske ansvar overfor dyrs velfærd alvorligt.

Vi har fået nok af forargelse og hensigtserklæringer. Nu må politikerne trække i arbejdstøjet, så dyrene kan sikres den behandling, som borgerne i vores civiliserede samfund længe har krævet. De behøver ikke at vente på en forudsigelig høring.

[Kilde: Per Høst-Madsen]