Dyrenes Beskyttelse hædrer berider Johnny Hansen, fordi han er et godt eksempel for sine elever.
Johnny Hansen underviser i ridning på eliteniveau, men herudover lægger han en lige så engageret indsats på det lokale Skåde Ridecenter. Her lærer han sine elever at lykkes uden brug af tvang og unødigt pres overfor hesten.
Denne empatiske berider har en dyb indsigt i samspillet mellem hest og rytter. Det kommer til udtryk i de situationer, hvor hans elever oplever problemer med deres ridning. Her kan Johnny Hansen altid pege på konkrete løsninger, der tager udgangspunkt i hestens behov og historie.
Ved eksemplets magt lærer Johnny Hansen sine elever, at en rytter altid skal bevare roen og aldrig give hesten skylden for en fejl, rytteren selv har begået.
Forbilleder er vigtige i al slags sport. Ikke mindst i hestesporten, hvor anvendelse af tvangsmidler og snyd har mudret billedet af godt horsemanship. Kåringen af Johnny Hansen som Månedens Hesteven er Dyrenes Beskyttelses initiativ for at fremhæve den bedste måde at behandle og anvende heste, og dermed skabe gode eksempler til efterfølgelse. Med hæderen følger en staldplakette og en ridejakke.
Baggrund
Hver måned kårer Dyrenes Beskyttelse en rytter på en dansk rideskole eller rideklub til "Månedens Hesteven" for god håndtering af heste. Det sker i samarbejde med hestemagasinet Equipage for at fremhæve gode forbilleder i hestesporten og derved fremme dyrevelfærden for heste.
Kriterierne, for at blive indstillet til modtagelse af hædersbevisningen, er:
- •Man skal gennem sin omgang med heste have vist, at hensynet til hesten prioriteres over alt andet
- •Man skal have udviklet sin personlige ride-/kørefærdighed, samt hestefaglige viden og kunnen, da disse faktorer er af afgørende betydning for hestens trivsel og velfærd
- •Man skal have vist, at enhver form for ridning og træning tager hensyn til, at hesten er et levende væsen, og må således ikke have udøvet fysisk eller psykisk vold overfor heste, herunder have anvendt hjælpetøjler af enhver art som tvang
- •Man skal med sin brug af hesten være et eksempel til efterfølgelse for andre
Kilde: Dyrenes Beskyttelse

