Søborggård Rideklub har i weekenden for alvor sat Gribskov på landkortet når det handler om ridning. Ved landsfinalerne i Vilhelmsborg ved Århus kæmpede 23 af klubbens ryttere bravt for at holde liv i medaljedrømmen samtidig kæmpede fem ryttere om placeringer blandt Danmarks bedste militaryryttere ved et stort 3-dags stævne i Skanderborg - og det gik rigtigt godt.
Danmarks Mestre i Ponygames
Ponygames - en holdridnings-disciplin hvor der rides forskellige former for stafetheats i højt tempo var første udfordring for Søborggaards ponygames ryttere. Efter 8 spændende heats med forskellige ponyaktiviteter vandt holdet overlegent DM i ponygames afd. A, da de blev vindere af samtlige heat i finalen. Ponygamesholdet bestod af Jade Schlichting på Silver, Emma Söder på Manja, Nanna Mosberg på Little Ghost, Celine Von Christersson på Robin og Alberte Blume Kjøller på Diablo. Holdet gjorde sig ydermere bemærket ved at være landsfinalens yngste så der er meget at bygge på i denne disciplin de kommende sæsoner.
Medaljer i Military
Søborggård Rideklubs dygtige ponyrytter Camilla Sæbø Hansen vandt DM i terrænspring på ponyen Braveheart med en fejlfri ridning og som denne eneste rytter indenfor idealtiden. Derudover blev Camilla også vinder af den 2* klasse for ponyer (110 cm) og hun har dermed kvalificeret sig til EM der afholdes i august måned. Konkurrencen fandt sted i Skanderborgs bakkede terræn, på en bane der af mange betegnes som landets vanskeligste.
I 90 cm. klassen for ponyer blev Katrine Jerl Jensen på Two Unlimited landsvinder og i betragtning af et det er første sæson for rytter og ekvipage i denne kategori er det en meget fornem præsentation.
Endelig fik rideklubben også en DM Bronzemedalje i hus da Morten Haugaard på Achi fik en 3. plads i den 2* Military for Hest ligeledes i Skanderborg.
Gymnastik på hest
I Voltigering - gymnastik på hesteryg - blev det til intet mindre en to landsmestertitler. I klasse 4, ungdom sikrede Mimi Packert, Charlotte Lindtved, Emilie Kjær Jensen, Karin Dam, Anja Jensen, Ronja Pedersen, Josephine Hardgrib og Catharina Barslev på Delice sig titlen og i pas-de-deux klassen vandt Emilie Kjær Jensen og Anja Jensen ligeledes overbevisende. Longefører for begge holdene er Camilla Pedersen.
Kvadrille
Kvadrille holdet - en holdsport hvor rytterne ridder dressur i formation - var også repræsenteret i finalen. Holdet gjorde fin figur, specielt i det frie program (i fagsproget kaldet Kür) men endte desværre lige udenfor medaljerækken og med en 4 plads. I konkurrencen satte vinderne fra Nord Als rideklub i øvrigt ny Dansk rekord så det var et kompetent felt. Søborggård Rideklubs hold bestod af Mimi Packert på Sharon, Emilie Kjær Jensen på Chico, Ida Mosberg på Joy, Anja Jensen på Don Ibrahim, Alexandra Von Münchow på Habidi og Sofie Thanning på Silver Shaow.
Weekendens resultater markerer et absolut højdepunkt i klubbens historie og er den foreløbige kulmination på mange sæsoners hårde træning og ihærdighed. Nu står sommeren for døren, rytterne skal holde ferie og deltage i diverse ridelejre før der tages hul på næste sæson i august.
Milde: Søborggård Rideklub

