Malk en ko, klip et får og smag på æblemosten
I dag kl. 12-19, onsdag d. 20. maj, indtager Roskilde Dyrskue Rådhuspladsen i København med får, køer, en tyr, et mosteri, smagsprøver på mælk og masser af lege for børn.
- Med vores mini-dyrskue på Rådhuspladsen vil vi gerne gøre københavnerne opmærksomme på Danmarks største dyrskue i Roskilde i dagene 5. - 7. juni.
Dyrskuer har en lang tradition i Danmark. Tidligere var det stedet, hvor landmænd mødtes og hentede inspiration til produktionen hjemme på gården - i dag er det også stedet, hvor land og by mødes, og hvor landmænd og fødevareproducenter fortæller forbrugerne om madens vej fra jord til bord.
I årene 1939 - 1967 blev Det sjællandske Fællesskue afholdt på Bellahøj i København, og linie 2 fra Rådhuspladsen til Bellahøj blev kaldt "Linie muh".
I 1969 flyttede Fællesdyrskuet til Roskilde, og Roskilde Dyrskue kan i år fejre 40 års jubilæum. I den anledning uddeles gratis børnebilletter til årets skue d. 5. - 7. juni på Rådhuspladsen i dag fra kl. 17.
Kom og pil ved tingene
- I Roskilde udstilles mere end 2.000 køer, heste, geder, får og kaniner, som bedømmes og får præmier, men der er også god mulighed for at klappe dyrene i staldene og få en snak med deres ejere.
- Vores fødevareudstilling sætter i år fokus på regionale fødevarer fra Østlige Øer og på forarbejdning.
Lær blandt andet at lave din egen grillpølse, grød og brød, og så byder vi på masser af aktiviteter for børn. Besøg for eksempel Griseriet - et eksperimentarium om grise, Børnescenen, hvor man kan lære om hønen, koen og fåret og arbejde med horn, læder og uld.
Derudover er der falkonershow, traktortræk, ponyridning, skattejagt og meget mere.
På dyrskuet er tilladt at pille ved tingene - det gælder både for børn og voksne.

