"Vi har valgt at bringe Amalies artikel nedenfor som et godt eksempel på, at der også findes en masse gode heste historier."
Amalie skriver:
Der tales i disse tider så meget om mishandling, overgreb og dårlig kommunikation i ridesporten - mange mener, at ridning som sport er i stor fare for ikke at overleve, og den generelle holdning er præget af negativitet og dystre miner.
Midt i alt dette synes jeg dog bestemt også, at der skal være plads til solstråle historierne, hvilket også er min motivation for at dele min historie. Jeg har min dressurhest opstaldet på Fyens Rideklub i Odense, og tjener lidt ekstra penge ved at undervise otte timer om ugen på elevskolen. Det er faktisk mine børn her, der bringer et smil frem på mine læber og giver håb om, at ridesportens fremtid ikke er helt slet. De fleste af de piger jeg underviser er nogle skønne unger, der videbegærligt suger al viden om heste til sig og altid har deres hests bedste for øje. At kalde dem perfekte ville naturligvis være både en overdrivelse og en utopi - for i arbejdet med heste og ridning er vi jo alle studerende, der aldrig helt bliver færdige med at lære - men det er en fryd at være vidne til deres store glæde ved at omgås hestene, og se dem udvikler nye færdigheder. Vores undervisning er en blanding af grundridning (stop, bak og frem signaler - og hvordan man undgår at blande signalerne sammen), springning (har vi nu også styr på det hele, når der står forhindringer) og skridtture i skoven. Derudover er der selvfølgelig også dage, hvor koncentration bare ikke er så stor, og så hygger vi med at ride uden sadel eller øve let sæde. Derud over skal der selvfølgelig også være plads til hyggesnak, en sang eller andet pjat - mere voksne er vi jo ikke.
Det er naturligvis mit mål, at de piger jeg underviser vokser op og bliver fornuftige og dygtige ryttere, der behandler deres heste korrekt og forstår hvorledes deres træning påvirker hesten, men derud over lægger jeg også meget vægt på, at det skal være sjovt at ride. Glæden ved at omgås hestene og glæden ved at samarbejde med et dyr så meget større og stærkere end én selv, skal vi aldrig glemme - den er, og skal være, fundamental og essentiel.
Jeg har selv været så heldig at have fået min ridemæssige uddannelse et sted, hvor jeg aldrig så meget som så en glidetøjle eller en champon, og hvor man kun behandlede sin pony uretfærdigt eller hårdt én gang - for så blev man nemlig på en meget bestemt måde gjort opmærksom på, at en sådan opførsel ikke havde noget med ridning at gøre, og at den aldrig skulle gentages. Jeg er derfor af den overbevisning, at de af os, der har været så privilegerede at have fået en sådan rideuddannelse er forpligtiget til at give noget igen. Dette er en af grundene til at jeg underviser hver uge - når man har fået så meget, så skylder man at give noget igen.
Desuden er det en fornøjelse at se børnenes glæde og forundring, når de pludselig finder ud af, hvordan en bestemt hjælp skal gives eller en øvelse rides. Deres åbenlyse glæde ved at ride giver mig bestemt håb om, at ridesporten endnu ikke helt er på retur!
Amalie J. Elmgren, underviser Fyens Rideklub.