Uddannelsen til ridepædagog er en unik mulighed for personer, der gerne vil have heste og pædagogik som omdrejningspunktet i deres arbejdsliv. Torsdag d. 30. april blev den nye uddannelsen til ridepædagog for første gang præsenteret for kommende studerende på University College Sjælland i Nykøbing Falster.
"Vi har store forventninger. Uddannelsen til ridepædagog skal både styrke de studerendes faglige og praktiske kompetencer, så de kan give rideelever en stærkt kvalificeret undervisning", siger Christian Petersen, klubchef i Dansk Ride Forbund
Ridepædagog er en helt ny uddannelse, der tager udgangspunkt i pædagoguddannelsen. Det er Dansk Ride Forbund og University College Sjælland, der har indgået et samarbejde om at udbyde den 3½-årige pædagoguddannelse med heste i centrum. University College Sjælland bliver således det første pædagogseminarium i Danmark, hvor uddannelsen starter op 1. august 2009.
Ridepædagoger kan naturligvis varetage almindelige pædagogjob, men samtidig bliver de uddannet til at kunne inddrage hesten i det pædagogiske arbejde ligesom de kan undervise børn og unge i ridning på rideskoler og i fritidsklubber.
"Jeg er overbevist om, at ridepædagoguddannelsen både kan være med til at tiltrække unge, der endnu ikke har fået sig en uddannelse samt fastholde de studerende i uddannelsesforløbet. Dermed er Dansk Ride Forbund med til at understøtte Undervisningsministeriets målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse", siger Christian Petersen.
Kilde: Dansk Ride Forbund

