Det strømmer ind med helt specielle livsbekræftende følberetninger, efter de to første om tvillingefødsler. "Jeg kunne ikke undgå at sammenligne min egen lille historie fra sidste sommer, med heste-nettets historie om tvillingefødslen, hvor kun den ene tvilling overlevede", indleder Louise Børjesson til Heste-nettet.dk.
Denne historie er fra sidste år. Men budskabet er entydigt. En tvillingefødsel er noget ganske særligt, og overlever de begge, er det et sandt mirakel, men overlever kun den ene, er det al sliddet værd, selvom det koster masser af døgnarbejde og tårer.
Louise Børjesson fortæller, at hendes hoppe også ventede sig efter BH Don Romantic. Hun var endda scannet to gange. Her så alt ud som det skulle. Hun havde dog i foråret et par små koliktilfælde, som gik over i løbet af få timer, husker Louise.
Men knap 3 uger før hun skulle fole, stod hun med kraftigt mælkeløb, hvilket fortsatte i 1½ uge. Louise Børjesson var ved at være godt og grundigt bekymret. "Min dyrlæge beroligede mig og mente alt var okay."
"En morgen havde hun så folet, forklarer Louise Børjesson og fortsætter: "10 dage før tiden, hvilket jo er meget normalt. Men til min skræk var der to!" Og selvom hoppen havde fole-alarm på, gav den ikke udslag, men hun var nu også ganske tør, erindrer Louise Børjesson.
Det ene føl var en stor flot sort hingst, men var desværre død - sandsynligvis kvalt i hammen, da hoppen ikke havde tid til at hjælpe til pga. næste føl, fortæller Louise Børjesson. Det andet var et lille ufatteligt magert rødt hingsteføl. Han lå i modsatte hjørne og slog kolbøtter for at rejse sig, samtidig med at han vrinskede efter alt, hvad der bevægede sig.
"Jeg var helt chokeret, og samtidig bekymret og meget ked af det - det lille føl lignede mest af alt noget som allerede burde være dødt".
Louise Børjesson var ikke mindst chokeret over så tynd han var. Han lignede mest af alt en pose knogler og var alt for svag til at rejse sig, og holde sit hoved i mere end et par minutter. Men samtidig lå han og kæmpede og kaldte på os, husker hun.
I løbet af ingen tid fik Louise Børjesson fremskaffet sutteflaske, og fik hoppen malket, så han kunne få det vigtige råmælk. Det fik han så i små portioner af gangen hver time, og hver gang rejste vi ham op, så han kunne træne sine små ben, fortæller hun. Allerede hen på eftermiddagen kunne han "stavre" få omgange rundt om sin mor, og lede efter sutterne - og for hver gang kunne han gå længere og længere, tilføjer Louise.
Denne akt fortsatte hele natten, og da morgensolen var kommet frem tog hoppen føringen og gik udenfor - "og så kunne lillemand, som vi havde rejst op, ellers bare følge med ud i det gode vejr fra løsdriftsboksen".
I løbet af formiddagen var han blevet så god, at han nu drak fra sin mor, og ikke af flasken - faktisk ville han slet ikke kendes ved flasken, fortæller Louise. Men hun skulle dog stadig rejse ham op, og når han var træt faldt han om på græsset.
Men hen på aftenen, stod han op, da Louise kom ud for at rejse ham op. Han var nu så stærk at han selv kunne - og det var jo fantastisk. "Mine bekymringer begyndte nu så småt at forsvinde, for han var efterhånden rigtig stærk - og tydeligvis en rigtig figther."
Louise fortsatte natten over med at rejse ham op hver 2. time, for at være sikker på han ikke sov sig fra maden. Men hun kunne efterhånden se, at hoppe og føl havde styr på det. Da han var 3 dage gammel klarede han sig som et normalt føl, og tog på i rekordfart. Allerede som 5 dage gammel, var han helt fyldt ud uden fremstikkende knogler, understreger hun.
Nu er han snart et år gammel, og ingen kan se han har haft så hård en start på livet - han er stor og stærk og efterhånden ret flabet og hingstet, fortæller Louise. Han er i vækst helt normal, og lige så stor som alle andre varmblodsføl.
"Selvfølgelig har der været småproblemer hen af vejen, men jeg står nu et år efter den skrækoplevelse og synes, det er en god oplevelse at have i bagagen. Jeg håber aldrig at jeg kommer til at opleve det igen, men jeg ved, at med hårdt arbejde kan det godt lade sig gøre, at holde liv i sådan en lille fyr".
"Samtidig har jeg nu en plag med en fantastisk personlighed, og et bånd til mig som er unikt - pga. den store kontakt vi havde i hans første døgn, og det er da en stor gave at få", slutter Louise.
