Den danske enkeltvoltigerer Jakob Espesen blev lørdag nummer 7 ved VM i Spanien. Den 23-årige medicinstuderende fra Århus har været ramt af sygdom, siden han ankom til Spanien for knap en uge siden, men lørdag var han atter ved godt helbred, og det betød, at han hoppede en tak op fra sin gennemgående 8. plads.
- Jeg kan godt mærke, at jeg har fået mere overskud nu, og det gik helt klart bedre end de andre dage, sagde Jakob Espesen.
Jakob Espesen havde en lille fejl i en af øvelserne, den såkaldte katete, hvor han ikke kom helt højt nok op, men til gengæld gik hesten perfekt, og fejlen trækker ikke ned i den samlede karakter. Omvendt giver det så heller ikke ekstra.
Jakob Espesens næste store mål er EM i 2003, hvor han forventer at blive blandt de tre bedste:
- Alt i alt er det godt utrolig godt her i Spanien i betragtning af, at jeg har været syg under hele forløbet, og jeg har tænkt mig at blive ved mange år endnu, sagde en tydeligt tilfreds Jakob Espesen.
Jakob Espesen er 4. dobbelt danmarksmester, og da han deltog ved VM i Tyskland i 2000 blev han nummer 9.
[Kilde:Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]
Jacob Espesen rykket op til nr. 7
Tilføjet d. 14-09-2002 kl. 18:19 af Annette Søndergaard i kategorien Ridesport.

