Military: 2. Påskedag dannede Skårup Overgård rammen om ikke mindre end tre arrangementer, nemlig konkurrence i patruljeridt, æresbevisning til et ægtepar samt åbent hus for Dansk Rideforbunds Militaryudvalg.
Patruljeridt
Knap 50 deltagere havde meldt sig til konkurrencerne i patruljeridtet, der var delt i to.
En 13 km lang bane skulle gennemføres på tid. Kom man i mål for tidligt eller for sent, udløste det strafpoint i form af tid. Undervejs skulle der besvares en række spørgsmål, der også udløste strafpoint i tiden, hvis man kom med et forkert svar. Vinderne af denne konkurrence var Tina Flensborg og Sofie Andersen. Den anden konkurrence bestod af terrænspringning med indsamling af bogstaver undervejs. Vinderen af denne konkurrence blev Maja Dam.
Æresbevisning
Kirstineholm Rideklub havde på generalforsamlingen i januar besluttet, at Birthe og Kai Schibler skulle tilbydes æresmedlemskab af klubben, efter at de i mange år har ydet en stor indsats for ridesporten. Birthe og Kai Schibler har begge rundet de 80, men er stadig aktive indenfor sporten.
Åbent hus
Dansk Rideforbunds Militaryudvalg havde på dagen arrangeret åbent hus for dem, som ikke kender noget til militarysporten, men som havde lyst og lejlighed til at kigge forbi.
Jørgen Albertsen var vært og fortalte om sporten, hvor samarbejdet med hesten og rytterens kundskaber betyder alt for at opnå et godt resultat.
Skårup Overgård er iøvrigt fra 26.-28. juni vært for DM i military for seniorer og det internationale militarystævne for ponyer.

