Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Lars Petersen nr 6 i Grand Prix Special


Lars Petersen og Blue Hors Cavan blev bedste danske ekvipage i Grand Prix Special klassen ved VM i Spanien med sin 6. plads, mens Lone Jørgensen og FBW Kennedy blev placeret som nummer 10.

Det betyder, at Lone Jørgensen nu er bedste dansker ved VM, hvor hun sammenlagt ligger på 9. pladsen, mens Lars Petersen ligger nummer 10.

Vinder af klassen blev spanieren Beatriz Ferrer-Salat, mens Deborah McDonald og Brentina fra USA kom på andenpladsen, og Nadine Capellmann og Farbenfroh fra Tyskland blev nummer 3.

Lars Petersen og Blue Hors Cavan red et utrolig flot program, men de lavede desværre en lille fejl i en af øvelserne - traversen - hvor Blue Hors Cavan lavede et enkelt galopspring. Det koster adskillige point, og Lars Petersen var da også en kende skuffet bagefter:

- Jeg synes, det gik bedre end i Grand Prix'en, men det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg laver den fejl, sagde Lars Petersen efter sit ridt, som gav ham 73.52%

Lone Jørgensen var derimod utrolig glad efter sit ridt, som blev bedømt til 73.24%.
- FBW Kennedy går utrolig godt, og selvom jeg lavede en lille fejl, er jeg virkelig glad, sagde en storsmilende og meget, meget svedende Lone Jørgensen.

Der er ca. 30 grader på stadion, og selvom det nok er uvant for de fleste deltagere, virker det ikke generende. - Det er klart, at vi sveder mere, end vi plejer, men det betyder ikke noget i forhold til vores præstationer, siger Lone Jørgensen.

Den sidste dansker i special'en var Jon D. Pedersen og Esprit de Valdemar, som fik 69.40% og blev placeret som nummer 22. Det betyder, at vi ikke får Jon D. Pedersen at se på søndag i küren, da kun de 15. bedste ekvipager går videre.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg havde sådan set heller ikke forventet det. Jeg har ikke kunnet deltage i ret mange stævner i de sidste mange måneder, og det spiller helt klart ind, forklarer Jon D. Pedersen, som døjer med dårlig ryg efter en diskosprolaps.

Lørdag er der hviledag i dressuren, og søndag er der så finale i kür. Arrangørerne har lagt den på et lidt specielt tidspunkt set fra dansk synspunkt, idet den først starter kl. 21.00 og først forventes afsluttet kl. 23.30.

Det skyldes dels hensyn til majoriteten af publikum, som naturligt nok er spaniere, og de liver som bekendt gevaldigt op hen under aften.

Samtidig ønsker arrangørerne at afvikle finalen i ægte showstil, og der bliver derfor sat kæmpe projektører op på stadion, så rytterne kommer til at ride i et sandt lyshav.

- Jeg har aldrig prøvet det før, men der skal være lysprøve i aften, og jeg forventer egentlig ikke, at det påvirker i særlig høj grad. Men man kan aldrig vide, siger Lone Jørgensen.

Resultat af Grand Prix Special
1. Beatriz Ferrer-Salat, Beauvalais, Spanien, 77.00%
2. Deborah Mc Donald, Brentina, USA, 76.12%
3. Nadine Capellmann, Farbenfroh, Tyskland, 75.88%
....
6. Lars Petersen, Blue Hors Cavan, DK, 73.52%
10. Lone Jørgensen, FBW Kennedy, DK, 73.20%
22. Jon D. Pedersen, Esprit de Valdemar, DK, 67.64%


Samlet stilling efter Grand Prix og Grand Prix Special
1. Nadine Capellmann, Farbenfroh, Tyskland, 153.840 point
2. Beatriz Ferrer-Salat, Beauvalais, Spanien, 151.760 point
3. Deborah Mc Donald, Brentina, USA, 150.760 point
4. Lisa Wilcox, Relevant, USA, 149.880 point
5. Ulla Salzgeber, Rusty, Tyskland, 149.760 point
....
9. Lone Jørgensen, FBW Kennedy, DK, 145.120 point
10. Lars Petersen, Blue Hors Cavan, DK, 144.960 point


[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]

 

Tilføjet d. 14-09-2002 kl. 04:34 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider