De flotte hingste skinnede om kap med solen i de skønne omgivelser lørdag den 4. april, hvor 18 repræsenterede hesteracer viste sig fra sin allerbedste side i Viborg.
HingsteNet.dk portalen fik ideen til en årlig fælles hingstedag for alle racer tilbage i 1996 og interessen er vokset støt år for år. Newforest hingsten Horsemosens Navarone deltog fx for 4. gang i showet. I år havde hans Ejer Camilla Rosenlund, lavet aftale med Alex & Co. fra Bjerringbro, som deltog i finalen for Talent 2008 om at deltage i Showet sammen med hendes hingst. Alex gav den som et dansende Michael Jackson Show, mens Horsemosens Navarone blev redet i takt til musikken af sin rytter Anja Hansen.
Flere af hingstene havde lavet et specielt show til dagen, som publikum kunne stemme på. Vinder af showklassen med titlen "Blomsterhesten "blev OX-araber hingsten Mai-Tai OX ejet af Starhorse v/Lisbet Bo i Grindsted.
Bedste ponyhingst blev Danmarks første guldmedaljehingst BonBon fra Tina Nissen i Havndal. Den 4-årige hingst har vundet stort set alle de opgaver den er blevet budt og der var store klapsalver til de fantastiske gangarter hingsten viste på hingstedagen.
Fra Fyn kom der fornemt besøg af Pura Raza Espanola hingsten Ebano LXXI, som blev flot redet af sin ejer Maybritt Rønn fra stutteri El Falcon i Otterup. Ebano vandt titlen som bedste store hingst.
Den lille shetlænder hingst Remco V.D. Kastanje fra Aastrupgaard v/Margit Jensen i Møldrup vandt alles hjerter i løsspringning hvor den uden tøven trak sig godt på springene. Den vandt titlen for bedste spring.
De øvrige hingste viste sig godt både i dressur og springning, ikke mindst frederiksborghingsten Stormosens Vivaldi fra Hans Jørgen Dam i Kibæk, som viste sikker springning med rytter og gode takter i dressur. Der var derfor også høj stemning da 4 hingste dystede på én gang i ridehallen i publikums gangartes bedømmelse.
De 4 hingste bestod foruden af Stormosens Vivaldi også af DSP-hingsten Bonbon, fjordhingsten Donau Tidselbjerg fra Helena Eriksen i Ørsted og fremvist i mønstring frederiksborgerhingsten Milton Skyttegaard fra Verner Møller Laursen i Asferg.
Af nye repræsenterede racer havde publikum den glæde at se Boulonnais hingsten Pequo fra Tina Gundersen i Padborg. Han blev fremvist både for lange liner og under rytter og viste et umådelig godt temperament. Publikum fik lejlighed til en ridetur på hingsten efter showet. Der er ikke mange Boulonnais heste i Danmark endnu, men med den nystiftede forening i 2009 vil der klart ske mere på den front.
En anden ny race i Danmark som vi fik set til hingstedagen var Schleswiger hingsten Torsballig som flot fremført af sin ejer Niels Jørgen Ramsdal i Tjele for vogn. Også her er der stiftet en ny forening med Dansk Schleswiger forbund.
Det blev også til en særdeles flot opvisning udendørs i forårssolen med Paint Horse hingsten Kenos Audacious Seven som i daglig tale kaldes for "Skovturshesten fra Texas". Han blev fremvist af medejer Tina Olesen i Give. Her var der aktion for alle pengene og westernridning i topklasse.
Haflinger racen var også repræsenteret på dagen i form af hingsten Almbue-D ejet af Ina Toldbod fra Jerslev J. Han blev vist både i dressur og springning og dermed er haflinger racen bevist som mere og mere brugshest end kørehest. Et fin eksemplar af Pinto racen med fremvisning af hingsten C-durs Pacific fra Heidi Telgenhof, Viborg, viste en stor kapacitet i løsspringning.
Barock Pinto avlen med en høj andel af frieser blod vinder frem i Danmark og vi havde den glæde at se 2 flotte eksemplarer til hingstedag. Den kun 5 årige sorte Manolito blev fremvist for vogn af sin ejer Ove Madsen, Vejen som til daglig bruger ham til både 2-spand og 4-spand og det kan man godt selv om man er hingst. Det vidner om et godt sind hos den hesterace. Den anden repræsentant Bonte Niro ejet af Lene og Jan Rue fra Gørding, var fuld af numre og viste særdeles gode takter løs i ridehallen og i løsspringning.
Anita Spangbo i Farsø viste selv sin OX araber hingst Saam-a-li frem både i dressur og springning med rytter, selvom hun har et handicap. Hun klarede det i fin stil, men som sidste rytter på dagen blev anstrengelserne lidt for meget, så hun besvimede kort tid efter springklassen og måtte en tur på sygehuset. Anita er heldigvis meldt frisk igen.
For andet år i træk blev en sjælden hesterace vist og ene hoppe i blandt alle hingstene var Tennessee Walking Horse hoppen I'm Gold and Dangerous", i daglig tale kaldet for "Dixie" er en 9 årig hoppe, af racen Tennessee Walking Horse. Hun er importeret fra USA i 2007 og i 2008 blev hun vist frem i Danmarks første TWH-show til HingsteNet's hingstedag den 26. april i 2008. Der er ca. 15 Tennessee Walking Horses i Danmark, så racen er endnu ikke så udbredt i landet. Hoppen blev fremvist af Lykke fra Videbæk.
Se flere fotos her: www.hingstenet.dk/hingstedag

