Mundkurv eller aflivning kan blive konsekvensen for kamphund, som i går angreb en hest i Holstebro, skriver Ritzau her søndag formiddag.
En dyrlæge skal undersøge den kamphund, der lørdag eftermiddag angreb en hest i Holstebro, med henblik på at afgøre hundens skæbne. "Lige nu er hunden hos sin ejer, hvor den bliver, indtil vi finder ud af, hvad der skal ske med den, siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.
Ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi er hunden ikke tidligere gået til angreb, men myndighederne skal sørge for, at det ikke sker igen. "Der er forskellige muligheder. Man kan pålægge, at hunden skal gå med mundkurv, og man kan også bestemme, at den skal aflives. Men det tager vi stilling til, efter at den er blevet undersøgt af dyrlægen, siger vagtchefen.
Resumé: Tre piger fik sig en ubehagelig oplevelse, og en hest måtte indlægges på hestehospitalet i Ansager efter mødet med en bidsk kamphund i Holstebro lørdag eftermiddag, skriver Dagbladet Holstebro Struers netavis.
"Pludselig kom hunden bare løbende. Ejeren kunne ikke råbe den til sig, og så bed den sig fast i forbenet på en af hestene", fortæller Mai Toft og Pernille Jakobsen.
De to piger havde sammen med en tredje veninde ellers set frem til at nyde påskesolen på hesteryg. I stedet udviklede det sig til et sandt mareridt under deres ridetur nær Sletten i Holstebro.
"Hunden var i en blodrus. Den bed og bed bare, fortæller de to piger. Hver gang hesten fik hunden sparket af, sprang den på hesten igen. Rytteren på den overfaldne hest blev smidt af, og til sidst stak den løse hest af - væk fra den vilde hund, der fortsatte med at jage den.
Ifølge dyrlæge Marie Raundal, der tilså hesten efter mødet med kamphunden, var skaderne så omfattende, at de skulle behandles på hospital: "Den har fået flået et stykke hud og kød af i begge forben, oplyser hun.
Kilde: Ritzau

