Der var lidt for enhver smag, da Schou & Skouboe i Tågerup holdt åbent hus og viste udvalget af både spring- og dressurhingste. Fra 3 års hingste, der viser flot springteknik efter kun tre-fire gange med rytter på, over rutinerede hingste, som allerede har opnået imponerende resultater, til en ældre "herre" på 19 år, som stadig er fuld af spræl.
Det er imidlertid springheste, der netop er Schou & Skouboes speciale, men det gjorde interessen endnu større, at der er indgået samarbejde med Helgstrand Dressage, så der også blev fremvist dressurhingste. Der blev kigget med kenderminer fra rutinerede avlere, som var på udkig efter hvilken hingst, der skal bedække deres hopper, og der var dem, der bare syntes, det var flot at se.
Ridehallen var tæt pakket med folk i flere rækker. Andreas Schou bød som vært velkommen, og så blev mikrofonen overladt til Jens Trabjerg, springspecialist og rutineret kommentator, som veloplagt forklarede om de forskellige hingste og deres præstationer. Han kommenterede også på Andreas Helgstrand og dressurhingstene, selv om han erkendte, at han ikke kender så meget til ryttere, "der sidder ned, når de rider".
Berider Ulrik Clemmensen fremviste de unge springhingste, mens Christian og Andreas fremviste konkurrencehingstene. Der blev kun rørt få bomme, og der blev ikke revet en eneste bom ned, selv om de ældste hingste var oppe at springe det højeste, springstøtterne kunne bære. Det gjaldt blandt andet Andreas Schous DM-hest Chigaco og det nyligt indkøbte top-håb Champion FP.
Clinton 1 - den 19-årige hingst - har været skadet, så den blev kun fremvist ved hånden, men den kunne hoppe gevaldigt rundt alligevel. Faktisk mere end 3 års hingstene, der ikke så meget som vippede med et øre, selv om hallen så noget anderledes ud end til hverdag med masser af mennesker, blomster, høj musik og taktfaste klapsalver.

