Court of Arbitration for Sport (CAS) har afsagt dom i dopingsagen om den tyske springrytter Christian Ahlmann og hesten Cöster.
Der blev tidligere afsagt dom over rytteren d. 22. oktober af FEIs domstol. Denne dom blev anket af det tyske forbund til CAS, idet de mente, at dommen var for mild. Christian Ahlmann er nu blevet idømt karantæne i en periode på otte måneder i perioden d. 21. august 2008 til 20. april 2009. Alle resultater som Christian Ahlmann måtte have opnået i denne periode er trukket tilbage, ligesom alle medaljer, points og præmiepenge skal tilbageleveres. Desuden er Christian Ahlmann blevet pålagt at betale sagsomkostningerne på 5.000 CHF.
FEIs generalsekretær Alec McLin udtaler: "De øgede sanktioner understøtter vores holdning i sager som denne. Vi respekterer og accepterer CAS beslutning."
Også i Dansk Ride Forbund er man tilfredse med dommen. Formand for Dansk Ride Forbund Ulf Helgstrand har tidligere udtrykt sin utilfredshed med de milde domme der blev udstedt efter OL, og har arbejdet på at få skærpet konsekvenserne af brugen af doping.
Kilde: Dansk Rideforbund

