Årets næststørste begivenhed i avlen af sportsheste, finalen i udvælgelsen af Danmarks smukkeste hoppe, "Miss Varmblod", foregår på Dansk Varmblods Elitehoppeskue på Vilhelmsborg, Det nationale Hestesportscenter, lørdag den 31. august og søndag den 1. september. De 60 aspiranter er udvalgt blandt 750 hopper på landsplan.
Den første bedømmelse begynder lørdag formiddag kl. 0800 og slutter i første omgang ved middagstid for at fortsætte igen søndag kl. 0900 med uddeling af medaljer i bronze og sølv kl. 14.30 og endelig finale om titlen og uddeling af medaljer i guld kl. 16.45. Umiddelbart før udvælges årets bedste 2-års hoppe.
Dansk Varmblods elitehoppeskue er en præsentation af de ædleste og smukkeste hopper, avlen kan præstere, og med den placering dansk sportshesteavl har internationalt bliver der vist hopper af verdensklasse. Udover danske avlere kommer der nysgerrige og interesserede fra Skandinavien, Tyskland, England, Holland, Belgien for at snuse og måske for at købe avlshopper.
Der er sket et sindelagsskifte hos mange internationale dressur og springryttere, så hopperne i højere grad bliver brugt som konkurrenceheste. Hopper har ofte et mere stejlt sind end hingste og vallakker, men er de først vundet for sagen, gi’r de alt, hvad de har i sig. Derfor dukker der også internationale hestehandlere op på Vilhelmsborg på udkig efter dressur -og springtalenter.
Avl af sportsheste er et internationalt anliggende og Dansk Varmblod ligger i disse år specielt lunt i svinget, når det gælder kendskabet til den danske hesteavl ude i verden, er det fordi Dansk Varmblods formand Jan Pedersen, Arden er præsident for World Breeding Federation For Sport Horses, en paraplyorganisation for avlere i 53 lande, som i disse år har sekretariat fælles med Dansk Varmblod på Vilhelmsborg.
Auktion over udsøgte føl
Lørdag formiddag kl. 10.30 er der præsentation af ca. 30 føl udvalgt blandt 155 tilmeldte, som kommer under hammeren kl. 15.00. Det er elvte år i træk auktionen finder sted. Kvaliteten af de udbudte føl er hævet, efterhånden som Dansk Varmblods medlemmer har fattet tillid til salgsformen.
Sidste år blev der afholdt auktion over 29 udsøgte føl. Seks føl blev købt tilbage. De 23 føl blev solgt til en gennemsnitspris på 43.600. Den højest opnåede pris var 90.000 eksklusive moms og salær. Alle landets avlere følger nøje prisudviklingen på auktionen. Sidste år var der ingen stjernepriser på over 100.000 kroner, men det forventes der igen i år.
Danmarks bedste føl
Lørdag kl. 14.00 vises de bedste hoppe og hingsteføl fra årets følskuer. Bedømmelsen varer ca. en time og begynder med hoppeføllene. Søndag kl. 12.30 ser dommerne føllene engang til, og kl. 16.10 er der finale i bedømmelserne og "Årets føl 2002" bliver fundet.
Ung i Dansk Varmblod
Mønstring af heste, så de viser sig bedst muligt for dommerne er en videnskab, som kræver megen træning. For at højne standarden er der udskrevet en konkurrence i denne disciplin for aldersklasserne 12-16 og 17-25 år. Finalen finder sted søndag kl. 11.30.
I reglementet kan man blandt andet læse følgende om mønstringens svære kunst, som stiller krav til både påklædning og fysik: Påklædning er hvide bukser, hvide handsker, hvid skjorte, rødt slips, Dansk Varmblod sweater eller sweatshirt. Ridepisk føres i venstre hånd. Alle vendinger gøres højre om. Under vendingen holdes venstre hånd i højde med hestens venstre øje. Ved fremføringen i trav skal hesten snarest være i ren totakt. Hesten skal bære sin hals naturligt og fremføres på lige linie og en hel remse af yderligere anvisninger.
I gamle dage var det en færdighed, der gik i arv fra far til søn. Nu om dage er det en færdighed, som trænes på rideskoler og på kurser, og der er mindst lige så mange piger, der deltager i konkurrencerne. Den bedste vinder titlen: Årets Ungavler 2002.
Den største begivenhed
Hvis udvælgelsen af "Årets hoppe" er den næststørste begivenhed i dansk sportshesteavl, hvad er så den største? Bedømt på publikumstilstrømningen er det udvælgelsen af "Årets Hingst" under hingstekåringen i Herning, som samler 35.000 tilskuere medens elitehoppeskuet trækker ca. 3.500. Næste hingstekåring finder sted næste gang den 6-9. marts 2003.
[Kilde: Dansk Varmblod]
"Miss Varmblod" eller "Årets hoppe"
Tilføjet d. 29-08-2002 kl. 08:50 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

