Sverige: Nu får de 44 kvinder som sagsøgte Det svenske Lantbruksuniversitet (SLU) hver en godtgørelse på 35.000 svenske kroner. Dommen blev afsagt i retten i Uppsala og har været afventet med stor spænding. Det er uvist om dommen bliver anket til Højesteret.
Sagen startede efter flere års forsøg på at blive optaget på veterinæruddannelsen i Sverige. De 44 kvinder hævdede, at de havde været udsat for kønsdiskriminering, og krævede 100.000 kroner i erstatning. Kvindernes krav var baseret på, at SLU havde anvendt kønskvotering, for at øge optaget af de mandlige ansøgere til uddannelsen.
Kvinderne søgte om optagelse igennem et kvote-system, hvor man i lighed med Danmark, kan optjene points fra relevant uddannelse og erhvervserfaring. Men i de tilfælde, hvor de mandlige og kvindelige ansøgerne stod lige, hvad angik points, fik de mandlige ansøgere fortrinsret. Gruppen af kvinder havde blandt andet optjent point fra folkehøjskoler mv., men blev altså tilsidesat i både 2006 og 2007. Mændene havde her 38 gange så stor chance for at blive optaget end kvinderne, på trods af, at de besad de samme kvalifikationer.
Herhjemme har den store andel af kvinder på dyrlægestudiet også vakt bekymring hos Den Danske Dyrlægeforening. Med en kvindeandel på op imod 93% har de flere gange advaret om konsekvenserne af det store optag af kvinder, som helst vil arbejde med enten smådyr eller heste. Det fik KU/Life til at indføre en ny optagelsesprocedure fra 2008 i kvote 2, hvor samtale, essay og meritter indgår i en samlet bedømmelse i håb om at kunne "spotte" flere potentielle mandlige ansøgere til den eftertragtede uddannelse.
Du kan læse mere om optagelse i kvote 2 her
Kilde: Ridsport

