England: En æra er slut. I sidste måned døde en af de sidste autentiske mine-ponyer, Pip, i en alder af 35 år. De sidste mange år har den lille hvide pony tilbragt sine dage på et frilandsmuseum i Beamish i det Nordøstlige England, hvor han blev brugt som levende udstillingsgenstand for de besøgende.
Pip havde det originale seletøj på og viste de besøgende, hvordan en rigtig minepony arbejdede under jorden - dengang minedrift stadig var en realitet i England. Her var han ikke blot yndling blandt publikum, men også hos de ansatte på museet gennem hele 23 år.
"Han havde en stor personlighed og satte aldrig en hov det forkerte sted, udtaler museumsdirektøren Richard Evans og tilføjer, at han virkelig vil blive savnet på stedet. Han gjorde nok ikke altid lige, hvad der blev bedt om, men han var perfekt for de besøgende, da han elskede at være i rampelyset. Han har adskillige gange optrådt i forskellige tv-indslag og i blade og aviser.
Pip har heldigvis en 5-årig shetlandspony der kan fungere som hans efterfølger på museet og overtage det særdeles vigtige hverv. Det er naturligvis ikke et autentisk stykke kulturhistorie, men problemet er, at der er meget få af de rigtige mineheste tilbage i dag. Pip menes at være en af de allersidste, mener Jonathan Kindleysides, der var hestepasser for Pip.
Pip har blandt andet arbejdet som minepony i Blackburn indtil minen lukkede i 1979. Kort derefter blev han flyttet til en anden mine i nærheden og arbejdede her i en årrække til 1986, hvor driften ophørte. Arbejdet bestod primært i at trække et vognlæs med op til 500 kilo kul ud af kulminerne. I nogle tilfælde var der tale om at trække op til tre vognlæs ad gangen, forklarer Jonathan Kindleysides. Og det var bestemt ikke ufarligt. Kullene fandtes i miner dybt nede i jorden og skulle graves og hentes op ad - ofte - snævre tunneller og skakte. Der var hele tiden en overhængende fare for, at der kunne sive naturligt metangas ud fra kullagene under jorden, som kunne eksplodere og få minegangene til at styrte sammen.
I 1913 var der 70.000 shetlændere som arbejdede under jorden. I 80'erne var dette antal skrumpet ind til blot ca. 50 ponyer. Museet har nu plantet et æbletræ til minde om Pip, da æbler var hans klare favoritspise.
Kilde: Horsetalk
