I England er dyrlæger, repræsentanter for smedebrancheforeningen, (Farriers Registration Council) og barfodstrimmere blevet enige om en standard for udøvelsen af barfodsbeskæring: En række minimumskrav til beskæring, som skal sikre hestevelfærden og skille skidt fra kanel.
Der er dog stadig utilfredshed med aftalen indenfor visse dele af brancheforeningen for smede. Kritiske røster mener, at aftalen devaluerer smedenes fire et halvt år lange uddannelse ved at legalisere barfods-trimmernes praksis.
Det er den britiske dyrlægeforening (BEVA), der står bag den nye aftale om en række mimimums krav til barfodstrimmere. Formanden for den britiske dyrlægeforening, Chris House, er fortrøstningsfuld efter det netop afholdte møde: "Der var bred enighed om fra alle organer, at vi kan udarbejde en standard, ved at bruge den nuværende træning af smede. BEVA's mål er således en slags manual for barfodstrimmere", udtaler Chris House. Manualen skal sikre, at alle barfodstrimmere har opnået en basal viden og træning i beskæring af heste. Desuden skal der opføres et register over "godkendte" barfodstrimmere.
I England har det været forbudt at sko heste uden autorisation siden 1975, og der er ikke nogen forsikring, der dækker hvis uheldet skulle være ude. Det er således kun beslagsmeden og dyrlægen der må sko en hest. Barfodstrimmere, som primært beskærer, falder således uden for denne lovgivning og kan godt praktisere.
Kilde: Horse & Hound

