Hestens Værns mønstringsmedalje tildeltes den 16-årige gymnasieelev Christian Springborg fra Nordsjælland, som mønstrede og fremviste hingstene fra Stutteri Blue Hors. Helt ekstraordinært kom Christian til at mønstre samtlige hingste, fordi stutteriets sædvanlige mønstrer, Karsten Pedersen, blev skadet allerede om torsdagen. Christian greb chancen og gjorde det så eminent godt, at han også løb med Hestens Værns eftertragtede medalje.
Christian er hidtil yngste modtager af Hestens Værns mønstringsmedalje ved DV's hingstekåring. Hans store interesse for heste tager imidlertid ikke fokus fra lektierne; de passet med lige så stor omhu. Christians store drøm er at blive dyrlæge; det kræver høje karakterer. Christian er i øvrigt udtaget til VM for Ungavlere i Irland til sommer.
Staldplaketter og æresbånd for godt horsemanship
De mest veltilpasse heste i unghestechampionatet i henholdsvis dressur og springning tildeles Hestens Værn æresbånd og staldplakette for godt horsemanship. Hestene udvælges på baggrund af testrytterens vurdering af hestens ridelighed, manerer og tilpashed. Det er en bekræftelse af, at der i avl, træning og pasning af hesten ikke er gået på kompromis med hestens velfærd.
Gladeste unghest i dressur blev den 5-årige hoppe Una Donna Unique fra Stutteri Uno i Rønde, redet af Andreas Helgstrand.
Gladeste unghest i springning blev den ligeledes 5-årige hoppe Birkegårdens Chiquita fra Stutteri Ask i Martofte, redet af Sarah Kroman Rosenlund.
HKH Prinsesse Benedikte overrakte medaljerne sammen med foreningens formand, lektor, dyrlæge Julie Fjeldborg.

