Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Tre heste på Amager vanrøgtes

I flere år har 3 heste gået rundt i en lille fold på Amager, ifølge en pressemeddelse fra Dyrenes Beskyttelse. De går ude 365 dage om året, døgnet rundt og de bliver ikke brugt til noget. Hestene ejes af 2 mennesker, der ikke bor i nærheden af folden, hestene tilses ikke dagligt, de fodres og vandes ikke hver dag, og dyrene får meget sjældent mulighed for at bevæge sig uden for folden.


Ved siden af folden ligger to store græsarealer, som ejerne har lejet, men disse ligger ubrugte hen, da hestene kun bliver flyttet derhen med måneders mellemrum.
Når vejret er dårligt, går hestene rundt i en blanding af vand, mudder og deres egen afføring og de har ingen tørre steder at lægge sig, selvom der er et lille skur, de kan søge ly i.


Ejerne fodrer så sparsomt, at det halm, der skulle give et tørt leje i skuret, bliver ædt af dyrene, da de ikke får nok hø og halm at æde. Naboer til hestene har gennem flere år givet dem ekstra vand og foder, når de ikke kunne holde ud at høre hestene kalde, når de var sultne og tørstige. Naboerne har flere gange har meldt sagen til politiet, uden at der er sket nogle forbedringer for dyrene. Man har ligeledes forsøgt at kontakte ejerne, uden der er sket forbedringer.


Efterhånden mente naboerne, at sagen var uholdbar og kontaktede kredsformand Toni Lykke Christiansen i Dyrenes Beskyttelse. Toni Christiansen er ikke i tvivl, da hun kom ud til hestene. Der var tale om en klar lovovertrædelse og hun anmelder sagen til politiet efter forgæves at have forsøgt at få en dialog i gang med ejerne.


Politiet var enige i, at lovgivningen ikke var overholdt, og ejerne fik et påbud om at rette op på tingene. Dette skete i begyndelsen af januar i år, og siden er der ikke sket noget. Ved kontakt til politiet har man erkendt, at det kniber med at følge tilstrækkeligt op på sagen grundet manglende ressourcer.


Hverken naboerne eller kredsformanden kan se, at der er sket nogle forbedringer for dyrene, og så sent som i sidste uge tog sagen en vending til det værre, idet kredsformanden blev kontaktet af naboerne, der kunne berette, at hestene nu havde stået i to døgn uden at blive vandet. Fredag i sidste uge blev det lokale brandvæsen kontaktet, og de kørte beredvilligt ud og sørgede for, at dyrene fik deres vandtrug fyldt op.


"Jeg ved ikke hvor længe vi skal finde os i dette dyrplageri, siger Toni Lykke Christiansen. Det er ganske uacceptable forhold, de heste går under, det er ikke noget hesteliv. Efter at have fulgt sagen over flere måneder, som jeg har, må det konstateres, at ejerne ikke magter opgaven med at holde hestene og give dem et ordentligt liv.


Det ville være en værdig afslutning på denne her sag for både dyr og ejere og naboer, såfremt ejerne indså, at de ikke magtede opgaven med at have hestene og i stedet overdrog hestene til andre, der ville være villige til at give dem en tryg fremtid. Dyrenes Beskyttelse har kontakt til et hestehvilehjem, der har tilbudt at overtage dyrene og sikre dem et værdigt liv.




 

Tilføjet d. 27-02-2009 kl. 12:22 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider