World Cup stævnet i Göteborg er i fuld gang og i går aftes blev den indledende World Cup Grand Prix-klasse redet. Danske Joan K. Jensen klarede sig strålende i feltet, da hun med 67,702% blev nr. 6 på oldenborgeren Albert. Hun har dermed kvalificeret til küren og muligheden for at tilføje World Cup point til ranglisten, hvor hun pt. ligger som nr. 20 med 26 point.
Svenske Jan Brink på Briar løb med 1.pladsen med 70,68%. Jan Brink har tidligere besluttet at Briar skal pensioneres efter denne World Cup sæson, så det var derfor en rørt mand ved præmieoverrækkelsen. Jan Brink står fast ved beslutningen om at pensionere Briar, og var glad for at kunne give en sidste opvisning i Göteborg. Nr. 2 i klassen blev Chatrine Haddad fra USA på Cadillac med 70,212%. Tyskeren Ellen Schulten-Baumer blev nr. 3 på Donathas-Hann.
I den internationale springklasse på 1,40m blev de danske farver også markeret. Charlotte Lund på Andante blev nr. 7 i det store felt på 39 deltagere. Hun leverede to nul-runder med tiden 35,07sek. og kunne dermed gå hjem med 4400 SEK i præmiepenge. Klassen blev vundet af den svenske rytter Svante Johansson på Classic Lady med tiden 32,23sek.
events.horses.nl/2009/goteborg/ results/results.htm
Kilde: DRF

