Bosnien: En britisk dyreværnsgruppe, Phoenix Aid, retter igen fokus på de forsømte lipizzanere, denne gang gælder det lipizzanerstutteriet Prnjavor i det nordlige Bosnien. Mere specifikt drejer det sig om en plag, som igennem et helt år har haft en øjenskade som ikke har været behandlet eller tilset af nogen dyrlæge.
Sarah Greenwood som er projektmedarbejder hos Phonix Aid, tilså plagen i sidste måned ved et besøg på stutteriet og bad ved den lejlighed bestyreren om omgående at tilkalde en dyrlæge: "Åringen pådrog sig allerede øjenskaden sidste forår, hvilket både bestyrer og staldpersonale har set igennem fingrene med. Øjet hænger ud af øjenhulen og er betændt", fortæller hun. Operationen vil nok koste omkring 600-800 britiske pund. Penge som Phonix Aid håber på at få doneret.
Dette er det seneste kapitel ud af en lang række velfærdsproblemer på de store stats-stutterier, som blev privatiserede i 1995 efter den bosniske konflikt. Jævnligt rapporteres der også om velfærdsproblemer på lipizzanerstutterierne i Serbien og Kroatien. Blandt andet omtalen af Vucijak stutteriet i det østlige Bosnien gik hele verden rundt efter det blev afsløret at omkring 100 lipizzanere af de ædleste blodlinjer blev udsultet og døde.
Problemerne fortsatte efter krigen, hvor Vucijak-stutteriet og hestene blev forladt og efterladt til de tidligere medarbejderes skæbne og den smule foder de kunne fremskaffe. Flere hævdede at lokale bosniere sågar spiste hestekød for at overleve. De nye ejere solgte stutteriet i andele og forsømte fuldstændigt deres forpligtelser. Efter 2002 var der mindre end 60 heste tilbage ud af en flok på 200. En spirende svineproduktion har nu overtaget de bygninger, hvor lipizzanerne stod. Hestene er nu blevet forflyttet til andre og mere trange bygninger i spiltov - uden mulighed for bevægelse.
I dag er problemet ikke alene at avlshopperne er i en kritisk underernæret tilstand, men også at den mælk de giver videre til deres afkom, er af så ringe kvalitet at de næste generationer vil komme til at lide under en lang række mangelsygdomme og dårligt immunforsvar. Phonix Aid har nu anmodet den bosniske landbrugsminister om at vedtage den EU dyrevelfærdslovgivning som de har skrevet under på.
www.horseandhound.co.uk/news/397/ 277348.html
Kilde: Horse & Hound

