I slutningen af januar skrev heste-nettet om en udbygning af en hestestald, som endte med at blive temmelig dyr. Tilladelsen fik hesteejerne fra Tise by, men Brønderslev Kommune afkrævede derudover et gebyr på 14.000 kroner for byggetilladelsen, hvilket Statsforvaltningen senere gav dem medhold i. Parret mente, at ridestalden hørte under jordbrugsmæssig karakter, og derfor ikke krævede en byggetilladelse.
"Den afgørelse som der her er tale om refererer til gammel lov, hvor der er faldet gebyr, fordi der IKKE var tale om et landbrugsbyggeri. Men nu bliver landbrugsbyggerier også pålagt gebyr, hvilket trådte i kraft den. 1. januar 2009. Det er naturligvis meget relevant for stutterier, der betragtes som landbrugserhverv", oplyser bygningskonsulent Peter Raabymagle til heste-nettet.
Det er vigtig at holde sig for øje at landbrugsbyggeri nu også er omfattet af kommunal byggesagsbehandling og gebyr. Inden den 1. januar 2009 kunne erhvervsmæssigt nødvendige avls- og driftsbygninger til landbrugsdrift opføres efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen. En skriftlig byggetilladelse var således ikke nødvendig, forklarer Peter Raabymagle. Men dette har nu ændret sig.
Efter den nylige ændring i Byggeloven og Bygningsreglementet, ligestilles landbrugets avls- og driftsbygninger nu med lager- og industribygninger. Dermed er landbrugs-byggeri omfattet af krav om byggesagsbehandling. Opførelse af landbrugsmæssige avls- og driftsbygninger må derfor efter 1. januar 2009 ikke påbegyndes uden kommunen har udstedt en skriftlig byggetilladelse.
Byggesagsgebyr.
Inden lovændringen blev gennemført var erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for landbruget, fritaget for kommunalt byggesagsgebyr. Idet landbrugsbyggeri efter 1. januar 2009 sidestilles med "ukompliceret industribyggeri", kan kommunen opkræve et gebyr for sagsbehandlingen. Kompetencen til at fastsætte gebyrets størrelse ligger ude hos kommunalbestyrelserne i de enkelte kommuner. Gebyret kan derfor variere i størrelse fra kommune til kommune, understreger han.
Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at opkræve gebyr, skal gebyret pr.1. april være omkostningsbestemt og svare til byggesagsgebyret for andre tilsvarende byggerityper.
Det betyder med andre ord, at kommunerne inden d. 1.april har frit slag til at fastsætte gebyret, men efter denne dato skal gebyret reguleres efter sagsomkostningerne for byggeritypen. Enkelte kommuner har allerede fastlagt en gebyrberegning og andre har ikke. Man kan evt. rette spørgsmål til sin landboforening eller kommunen.
Ibrugtagningstilladelse
Når byggeriet står færdigt, er det vigtigt at man husker at melde det til kommunen. De udsteder herefter en ibrugtagningstilladelse.
Kilde: Peter Raabymagle, Gefion Byggerådgivning

