Her om vinteren er det vigtigt at holde øje med hestens indtag af vand. Vand får ofte langt mindre opmærksomhed end hestens foderindtag, mener Joe D. Pagan fra University of Kentucky. Om vinteren, når der er frostgrader, drikker hesten nemlig markant mindre vand, viser flere flere studier. Nedsat vandindtag påvirker fordøjelsen og medfører forhøjet risiko for forstoppelser, som er hyppigt forekommende om vinteren.
Heste drikker mindre i kulde
Kommer vandet ned omkring frysepunktet viser et amerikansk studie, at heste drikker 38-41% mindre end ved en temperatur på 19 grader. Et andet studie udført på fravænnede føl, viser at de drak 14% mindre vand ved lufttemperaturer mellem -8 til -17 C end gruppen af føl, som var udsat for mere normale temperaturer på over 8 grader.
Får hesten ikke drukket nok, vil der også være en risiko for at den heller ikke spiser nok, da den ganske enkelt er i underskud af spyt til at fordøje fx stråfoder. Og det er netop foderindtagelsen der er med til at sikre en fornuftig kropstemperatur. Den kan ikke længere holde varmen, hvis foderindtagelsen reduceres. Så det kan nemt ende med en ond cirkel. Det er derfor vigtigt at sikre at hesten har adgang til masser af frisk tempereret vand om vinteren.
Frisk tempereret vand
Hvor stort et væskebehov hesten har afhænger af de tab der blandt andet udskilles gennem afføring urin, sved og gennem mælken hos diegivende hopper. Og dette væsketab er igen afhængigt af størrelsen på hestens foderindtag, og fx kvaliten af høet, graden af motion, det omgivende miljø, og hestens fysiske tilstand. Fx vil den overvægtige hest have en tendens til at drikke mindre. Men der er faktisk studier der viser, at heste, der har adgang til frisk, tempereret velsmagende vand, vil indtage mere vand end de har brug for.
Foderets sammensætning
Heste der ikke er i træning og befinder sig under normale temperaturforhold, og altså ikke i svær kulde, vil indtage mellem 3 og 7 liter vand pr. 100 kilo kropsvægt. Men foderindtaget og tørstof-indholdet har stor indflydelse på, hvor meget væske hesten vil indtage. Får hesten primært stråfoder vil den drikke mere end ved tildeling af korn og hø eller hø og pelleteret foder. Et studie afslører at den hø-spisende hest, som indtager 5,8 kilo hø vil drikke 17,8 liter vand sammenlignet med den både korn- og høspisende hest der indtager 1,8 kilo korn og 1,3 kilo hø. Her drak hesten kun 10,1 liter vand.
Fiberindtaget påvirker hestens behov for vand af to årsager: Når hesten optager foder flyttes vandet over i tarmen, hvilket automatisk udløser et tørstrespons. For det andet suger plantefibre meget vand til sig og er vanskelige at fordøje, hvilket gør at hesten også taber store vandmængder gennem gødningen. Et andet studie som Joe Pagan også står bag viser at fodring med "langstrået" lucerne resulterede i mere vandige hestepærer end ved fodring af lucerne i pelleteret form.
For meget protein kan forrykke væskebalance
Men også et højt saltindtag kan naturligvis påvirke vandudskillelsen gennem urinen, som igen forøger vandindtaget. Indtager hesten for meget protein i forhold til behovet, skal man være opmærksom på, at det også forrykker væskebalancen, så hesten drikker mere og udskiller store mængder af nitrogen via urinen udskilt som stærkt lugtende ammoniakdampe i fx hesteboksen.
Diarré hos hesten er aldrig at spøge med. Om vinteren bør man måske være endnu mere opmærksom på tilstanden, da hesten på kort tid kan miste meget store mængder vand gennem afføringen, hvilket i værste fald kan medføre livstruende dehydrering. Det kan være nyttigt at have i baghovedet her i vintertiden, hvor hesten ofte har en tendens til at drikke mindre vand.
Det eneste dårlige tidspunkt at tilbyde sin hest vand på er lige efter hård træning. Her bør man vente til hesten er kølet ned, for at undgå kolik og forfangenhed.
Kilde: Equus, Horsetalk, Practical Horsemen

