Det Frie Forskningsråd har netop hædret dyrlæge, Ph.d. Martin Krarup Nielsen fra KU/Life med "Ung Elite Forskerprisen" for forskningsprojektet "Development of new control strategies for Strongylus vulgaris using novel diagnostic tools for parasite surveillance". Prisen uddeles i dag ved Videnskabsministeriets Elite Forsker-konference og med den følger 200.000 kr. til projektet.
"Prisen er først og fremmest et kæmpe skulderklap til forskningen i hestens sygdomme i Danmark. Hesteprojekter glemmes ofte, når der uddeles forskningsmidler, men nu har vi for alvor fået et blåt stempel, der giver mod på mere. Vi har et super forskerteam på Universitetshospitalet i Taastrup, og med de rette midler kan vi drive det vidt", siger Martin Krarup Nielsen, der i øjeblikket er udstationeret på University of Kentucky Gluck Equine Research Center.
Forskningsprojektet går ud på at finde frem til den rigtige ormestrategi. "Vi ved hvad der sker, når vi ormebehandler for meget. Så får vi resistens. Og derfor behandler vi nu meget mindre end tidligere. Men hvor er den rette balance? Hvor lidt eller hvor meget skal vi behandle for stadig at undgå sygdom forårsaget af orm? Særligt er det vigtigt at finde ud af, hvordan blodormen skal håndteres. Det er den farligste af hestens parasitter, og hvordan forholder vi os, når den er blevet konstateret i besætningen?" Dét er hovedformålet i projektet slutter han.

