Glostrup Kommune og en lokal rideskole har til sammen betalt 332.000 kroner til en hestepasser, som fik en uretmæssig fyreseddel under sin graviditet.
Pia Clemmesen blev ansat i maj 2001 på Parcelgårdens Rideskole via en støtteordning med kommunen. Senere kom hun i fleksjob på rideskolen, hvor hun blandt andet gjorde heste klar til handicapridning og hjalp en blind elev med at ride.
I juni 2006 blev Pia Clemmesen gravid og fik en fyreseddel tre måneder senere. Officielt fordi hun leverede en utilfredsstillende arbejdsindsats. Hendes knap fem et halvt års ansættelse på rideskolen havde dog på intet tidspunkt udløst påtaler eller advarsler fra arbejdsgiveren. Hos Parcelgårdens Rideskole er man ikke tilfreds med udfaldet af sagen:
"Vi synes ikke, at afgørelsen er rigtig. Vi gjorde hende en tjeneste ved at ansætte hende, selv om hun ikke kunne ret meget. Men vi har været for uerfarne i det her, og vi bøjer os for afgørelsen," siger Torben Hansen, som er tidligere leder af Parcelgårdens Rideskole, til Nyhedsbrevet 3F.
Kilde: TV2/Nyhederne

