Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Succes i VM for 5 og 6 års dressurheste

I den tyske by Verden deltog Danmark med 4 femårs- og 4 seksårs-heste. Tre heste i hver af grupperne endte i finalen i Verdens-mesterskabet, som blev afviklet over tre dage.

Holdleder berider Niels Hegstrup, Kjellerup fortæller søndag på en mobiltelefon:

"Der er fantastisk mange gode heste hernede, og vi er glade og stolte over, at vi fik seks heste med i finalen i det fornemme selskab. I femårs holdet var de danske deltagere meget jævnbyrdige, de blev nr. 12-13 og 14".

Bettina Laisbo på vallakken Amadeus blev nr. 12. Bettina Kirk, Øster Assels på hoppen Antoinette blev nr. 13, og Hasse Hoffmann, Ebeltoft blev nr. 14 på hoppen Maggie.

Ikke uventet vandt tyske ryttere guld og sølv, men at en svensker Stefan Jansson på Rubinrot skulle kile sig ind og vinde bronze, var der ikke mange, der havde ventet.

I seks års klassen gik det endnu bedre. 7-10 -13 - blev rækkefølgen. OL-rytter Morten Thomsen, Hammel opnåede en flot 7. plads på den kårede hingst Bernstein. Danmarksmesteren i dressurridning, Prinsesse Nathalie på den hjemmeavlede vallak Rigoletto blev nr. 10, og Sanne Henningsen på Kgs. Hørgaard Wild One, en vallak tilhørende Laila Roschmann, Sdr. Stenderup, blev nr. 13. Tyskerne løb med alle medaljerne.

De europæiske avlsforbund stillede alle med deres stærkeste kort, idet der er stor prestige i en god placering. VM for unge dressur-heste trækker ryttere og internationale heste-handlere fra hele verden og er et uundværligt udstillingsvindue for de enkelte forbunds ypperste dressurtalenter.

Fra Dansk Varmblods side er man yderst tilfreds med resultatet.
"Seks heste i finalen i et VM siger meget om kvaliteten og bredden i dansk sportshesteavl", udtaler Lars Anthony, Dansk Varmblods administrationschef. "Dette VM viser, at vi er på rette vej. Med lidt held når vi snart op i medaljerækken".

VM for 5 og 6-års heste bliver organiseret af World Breeding Federation for Sport Horses, WBFSH, som i disse år har sekretariat på Vilhelmsborg i kraft af, at Dansk Varmblods formand, Jan Pedersen, er præsident for denne verdenssammenslutning af hesteavlere.

[Kilde: Per Høst-Madsen / Lars Anthony, DANSK VARMBLOD]

 

Tilføjet d. 04-08-2002 kl. 23:13 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider