Ulf Helgstrand, formand for Dansk Ride Forbund, vil fremover blogge på Dansk Rideforbunds hjemmeside. Her vil han jævnligt blogge om forskellige relevante emner indenfor Dansk Ride Forbunds nationale og internationale regi, for derigennem at skabe perspektiv og øget åbenhed omkring de mange emner og funktioner i DRF. Læsere af bloggen er meget velkomne til at give indput på de emner Ulf Helgstrand berører i sin blog. Dette gøres via kommentarfunktionen.
Ulf Helgstrand beskriver i sit første indlæg, hvor Dansk Ride Forbund står i forhold til FEI - ridesportens internationale organisation. Han berører her rideforbundenes historiske baggrund, FEI's opbygning og fordelingsnøgle, samt hvilke problemstillinger der rejser sig i forhold hertil.
Ulf Helgstrand og Dansk Ride Forbund ser frem til en åben og givtig dialog på formandens blog. God fornøjelse
Ulf Helgstrand har været formand for Dansk Ride Forbund siden 2003.
Han arbejder til daglig på Rigshospitalet som overlæge i karkirurgi. Ulf kalder sig til daglig en "menneskelig VVS'er" og har også haft glæden af at operere mange heste for forskellige pulsåreproblemer af forskellig karakter.
Ulf bor i Dragør, hvor han bor sammen med sin kone og sine heste, efter at hans tre børn er flyttet hjemmefra. Andreas Helgstrand kender de fleste. Hans storebror Frederik er læge, mens lillebroderen Thomas læser medicin. Heldigvis for hesteholdet er hans kone Eva økonom.

