Det unge talent Caroline Cecilie Nielsen debuterede for første gang ved De Paralypiske Lege. Blot 18 år gammel sikrede hun Danmark en paralympisk bronzemedalje i ridning. Cecilie Caroline Nielsen er blevet nomineret til Keep Living Prisen - Årets Handicapidrætsudøver 2008.
18-årige Caroline Cecilie Nielsen fra Holte har i 2008 fået sit helt store internationale gennembrud i handicapridning, med en bronzemedalje ved De Paralympiske Lege som højdepunktet i en flot sæson. Carolines resultater kommer ikke ud af ingenting. Sommeren 2007 tog Caroline i samråd med sine forældre en stor beslutning. Hun skulle have en ny og bedre hest - og samtidig flytte til Sønderjylland i et år. Her skulle hun bo og træne fuldtids hos sin landsholdskammerat Henrik Sibbesen på hans etablissement. Skolen blev sat på stand-by, og Caroline dedikerede det næste år frem mod PL 2008 til et forsøg på at forbedre sig og hermed opnå udtagelse til dette.
I løbet af foråret 2008 deltog Caroline i 2 internationale konkurrencer med ualmindeligt flotte resultater. Og ved De Paralympiske Lege overgik hun alle de forventninger ved at vinde bronze i det individuelle mesterskab. Så det store sats gav hende fuld valuta - og gør den kun 18-årige PL-medaljetager til en oplagt kandidat til Keep Living Prisen.
Caroline Cecilie Nielsen træner til dagligt i Høsterkøb Rideklub.
Fakta: Keep Living-prisen uddeles hvert år til årets danske handicapidrætsudøver. Bag prisen står Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) og Pressalit Care.Prisen - Årets Handicapudøver 2008 uddeles i Århus den 27. januar kl. 13.00. Her vil det blive offentliggjort, hvem der modtager Keep Living Prisen - Årets Handicapidrætsudøver 2008. Prisen er på kr. 20.000,-
Handicaprytteren Caroline Cecilie Nielsen fra Holte er blandt de fem nominerede. De resterende er den 31-årige svømmer Karina Lauridsen fra Esbjerg, guldmedaljevinderen i bordtennis, Peter Rosenmeier, den benamputerede kuglestøder Jackie Christiansen fra Århus og den blinde mellemdistanceløber, 24-årige Mikael Krarup Andersen fra Århus.

