Dressursimulator: Det er ikke mere end blot et halvt år siden, at den britiske designer Bill Greenwood varslede, at de sidste justeringer var ved at blive færdiggjort på Ridemaster Pro, der simulerer en helt almindelig varmblodshest. Nu er den klar i handlen.
Den interaktive dressursimulator kan lave changementer, piaffe, passage, pirouette og ride almindelige dressurprogrammer. Derudover har den en censor i sadlen, som giver rytteren feedback på sæde og schenkler. Prisen på 40.000 pund er nok noget dyrere end prisen for en gennemsnitshest, men til gengæld kan man med god samvittighed trække i tøjlen og lave andre rytterfejl, uden at det går ud over hestens ve og vel på vejen mod stjernerne.
Britiske Alwyna Jenkins har netop investeret i simulatoren efter hendes kusine var udsat for et rideulykke. Hun mener, at simulatoren kan være med til at genvinde hendes tillid og fysik igen. Desuden kan man jo altid udleje den, siger hun til Horse & Hound.
Halsen og ganascherne er bevægelige, og en censor fortæller rytteren om opstillingen er korrekt eller ej. På skærmen ser rytteren den virtuelle dressurbane, som hesten styres rundt på, alt imens rytterens kontrol over hesten og ridefærdigheder vurderes af computeren. Og skulle det ønskes, kan man såmænd også blive informeret om, hvor mange kalorier, man netop har smidt under den hårde dressurtræning. Hvad simulatoren derimod ikke kan lære rytteren, er fornemmelsen for hesten og dens uforudsigelige reaktionsmønster i forskellige givne situationer, påpeger træner Jennie Loriston Clarke.
Opfinderen bag dressursimulatoren, Bill Greenwood, byggede sin første hestesimulator i 1990, da han blev kontaktet af en jockey, der ønskede at opretholde sine ridefærdigheder, mens han var ved at komme sig over en skade. Herefter fulgte en polopony i 2000, og nu er Ridemaster Pro endelig på gaden i 2009.

