En af verdens mest populære fuldblodshingste, Storm Cat, blev som bekendt pensioneret sidste år pga. af en faldende sædkvalitet. Det er utvivlsomt et problem, når fuldblodsavlen udelukkende benytter sig af naturlig bedækning og det ikke er tilladt at tilføre sæden forstærker. Men den aldrende fuldblodshingst får nu en chance til i Quarter-horseavlen, hvor stambogen tillader tilførsel af fuldblod. Quarter-horseavlen jubler.
Manager Ric Waldman fra Overbrook Farm i Lexington har opsamlet et lager af de dyrebare dråber fra nogle af de naturlige bedækninger som Storm Cat gennemførte de senere år. Det er muligt at tilsætte forstærker til sæden inden insemineringen. Prisen for et Storm Cat-afkom kommer nu ned på 20.000 USD, hvilket er noget af et spring fra bedækningsprisen i 2007 på 500.000 USD.
Det er i øvrigt ikke første gang, at der bruges pensionerede fuldblodshingste i Quarter-avlen med stor succes. Quarterheste bruges også i Quarter-galopløb og løber faktisk bedre end fuldblodshestene over de helt korte afstande.
Kilde: The Horse

