Charlotte Lund vandt Århus Championat
Det blev til dansk Sejr i lørdagens sidste internationale springklasse - nemlig Århus Kommunes "Århus Championat" ved CSIO-stævnet i Århus.
Spændingen var intens lige til det sidste, og publikum slap jublen løs, da Charlotte Lund og Laiko B., nærmest spurtede rundt på den krævende bane med 1,50 meter høje forhindringer og vandt med få marginaler foran nogle af verdens absolut bedste springryttere.
Specielt banens 8. spring, som var en lodret i en lille vandgrav, havde hestene svært ved at forlige sig med i første runde, og det gav adskillige regulære stop for flere ekvipagers vedkommende men altså absolut ikke for Charlotte Lund og Laiko B, som nu kan rejse hjem med 20.000 kr. i præmiesum.
På andenpladsen kom Jörg Kreutzmann og Lavaletta fra Tyskland, nummer 3 blev tyskeren Alois Pollmann-Schweckhorst og Catella A.W, og 4. pladsen gik til tidligere danmarksmester Søren Knudsen og Cajus.
Århus Championatet er en lidt speciel klasse, hvor rytterne deles op i seks hold. Den bedste rytter fra hvert hold plus de 3 bedste ryttere herudover går videre til omspringningen - altså i alt 9 ryttere.
Det gælder selvfølgelig om at være fejlfri, men tiden er også afgørende, og i dette felt med nogle af verdens bedste og mest rutinerede ryttere skal det således også gå temmelig tjept.
Fra Danmark deltog ni ryttere: Søren Knudsen og Cajus, Torben Frandsen og Richard, Lars N. Pedersen og Casir Ask, Lars Bak Andersen og Cardino, Charlotte Lund og Laiko B., Mogens Rasmussen og Rabell, Kim Kristensen og Edo M, Danmarksmesteren Thomas D. Sørensen og Diadem og endelig Torben Suhr og Chablis.
Se alle resultater på www.csio.dk under Stævnet.
[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]
Tilføjet d. 04-08-2002 kl. 03:58 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

