Et flystyrt i 90´erne og et grimt uheld for tre måneder siden på travbanen i Lunden har ikke kunne slå den nykårede championtræner Steen Juul ud af kurs. Ved hans comeback efter tre måneders sygefravær, indtog han Lunden og vandt med hesten Nice New i søndags.
Steen Juul var for tre måneder siden impliceret i et grimt styrt, der kostede en punkteret lunge og flere brud på kroppen. I begyndelsen var det uvist, hvor hårdt travkusken var ramt. Han har dog kæmpet sig tilbage i sulkyen akkurat som han gjorde det, da han varinvolveret i et flystyrt i 90' erne, hvor fem ud af de otte ombordværende passagerer omkom.
Steen Juul havde op til søndagens løb meldt ud, at han kun ville deltage i to løb, for at få en blød opstart. I det første opgør fik Steen Juul ingen hovedrolle, men det gjorde han til gengæld i start nummer to, hvor han med suverænt overblik dirigerede hesten Nice New til sejr.
Det var første gang, han kørte hesten i løb, og fra en position i midterfeltet blev hoppen forceret frem på anden og sidste omgang. Vel fremme i føringen styrede Steen Juul tingene med en feltherres overblik, og han fik en overlegen sejr. "Det har været tre tunge måneder, men nu begynder det at lysne," sagde Steen Juul efter løbet.
Steen Juul har ud over sin egen viljestyrke sine ansatte at takke for det hurtige comeback, da de har arbejdet ekstra hårdt de sidste måneder.
"Det er klart, jeg er stolt af mit personale, der har løftet i flok," fortæller Steen Juul.
Kilde: Rudersdal Avis/ Birkerød Avis

