Mens langt de fleste hestepiger rider på deres heste og deltager i konkurrencer i spring eller dressur, så har Nadja Jespersen og Pernille Pedersen på 13 og 14 år slået sig på en hel anden og ikke nær så udbredt hestesport- køresport.
De kører med hestevogn bag deres små shetlandsponyer Gismo og Jusefin, og det hygger de to veninder sig utroligt godt med. Pernilles pony Jusefin er kun netop fyldt tre år, og den er derfor først nu ved at lære at gå for vogn. Det sker med hjælp fra Nadja og Gismo, som er noget ældre og er godt tilført.
Mens Gismo går for vognen, går Jusefin med en sele på med lange liner (tømmer) efter, som Pernille går med i hænderne og styrer Jusefin med. Det er Jusefin helt fortrolig med - og derfor kan Pernille nu hoppe op på Gismos vogn og lade Jusefin løbe foran vognen ved siden af Gismo uden egentlig at være spændt for. På den måde har pigerne mange gode ture med de små ponyer, samtidig med at det er god træning.
"Vi vil gerne køre konkurrencer senere, for det er rigtigt hyggeligt. Vi ved dog ikke endnu, hvilken disciplin, det skal være," fortæller pigerne til Vendelbo Posten.
Stærke ponyer
Og der er mange muligheder for køresporten har mange discipliner. Pigerne hører under Vendsyssel Køreforening, som bl.a. i år har holdt DM i Hjallerup, og det er i det regi, de regner med at skulle køre konkurrencer, når grundtræningen er på plads.
Idéen om at dyrke køresport hænger bl.a. sammen med at pigerne er blevet for store til deres shetlandsponyer. For Nadja kom idéen på Hjørring Dyrskue, hvor hun så nogle andre køre med små ponyer. Og så har hun en søster, der rider på Egebakken Hestecenter i Horne ved Hirtshals, hvor ponyerne står opstaldet.
"Jeg så, at der var to små ponyer hernede, og så tænkte jeg, at sådan en ville jeg også have, de var søde. Det gik let med at overtale mine forældre, fordi min søster allerede havde en hest , men de spurgte, hvad jeg ville bruge sådan en lille pony til," fortæller Nadja.
Hun fik så lov at købe Gismo, og lidt senere kom Pernille og Jusefin til Egebakken, og så kunne de to piger, som kendte hinanden fra skolen, begynde at træne sammen. Blandt andet i skoven, som ligger rigtig tæt på. "Det er dejligt. Ridning har aldrig fanget mig, men når man kører i stedet, bliver man aldrig for stor til en lille pony," forklarer Nadja.
Stort arbejde
Der ligger mange timers træningsarbejde bag det, selv om det ellers ser let ud, når de kører af sted. Ponyerne skulle først vænne sig til at have bid i munden og hovedtøj på, så seletøj, og siden skulle de lære at lade sig styre af pigerne bag linerne. Og så skal de vænne sig til at have en vogn lige bag sig - det har Jusefin kun prøvet nogle få gange, men det er gået fint.
Pigerne får undervisning af en instruktør i køreforeningen, hvor de kører ud med ponyer og vogn og træner i en hal. Der er meget, der skal læres. Samtidig er pigerne også med til arrangementer i Shetlandsponyforeningen, hvor de laver opvisninger sammen med andre, der er ligeså glade for de små ponyer. Her er pigerne nogle af de yngste, der er med - og sådan er det også i køreforeningen, hvor flertallet er voksne mænd, mange af dem et pænt stykke oppe i alderen. Men det gør ikke pigerne noget. "Nogen skal jo være de første unge til at begynde på noget nyt," smiler Pernille, der nyder sit medlemskab af Vendsyssel Køreforening.
Kilde: Vendelbo Posten

