Styrt og dødsfald prægede militarysporten i 2008 og kritikere råbte vagt i gevær. Ifølge tidligere OL-military guldvinder og formand for FEI's sikkerhedsudvalg David O' Connor har vi ikke set de sidste grimme styrt. Den velansete rytter peger på, at militaryrytterne mangler basale ridekundskaber, når det kommer til terrændelen.
Tidligere havde militaryryttere ofte en baggrund som jagtryttere. Erfaringen fra terrænforhindringerne under jagten gav en god baggrund for at starte military, og nye militaryryttere var derfor ikke grønne i terrændelen. I dag er flere militaryryttere ikke i stand til at bedømme, hvornår de er klar til at rykke op i klasserne, hvilket medfører grønne ryttere i alt for svære klasser. Problemet er ikke blot rytterens eget, men derimod også officials, der bør gribe ind, når de ikke mener, at ekvipagen har erfaringen til at blive sluppet løs i terrændelen, fortæller den tidligere OL-vinder.
Sidste år omkom den 61-årige østriger Franz Graf under et nationalt stævne i Wien efter at dommer Martin Plewa på det kraftigste havde anbefalet ham at trække sig inden terrændelen pga. manglende rytterekspertise. Sidenhen udtalte Martin Plewa: "Ligeså meget som det gør mig ondt på Grafs families vegne, ligeså meget holder jeg fast ved mit standpunkt, at sådanne ryttere ikke hører til i vores sport." Denne udtalelse mødte stor kritik i hjemlandet, men rejste diskussion om nogle rytteres manglende ekspertise i militarysporten.
Kilde: Equus

