Logo used for printing

HN afstemning
Hvor meget betaler du i staldleje pr hest? (Foreslag: Sebrina )

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Danske ryttere til EM Spring for U/21


EM-RYTTER PÅ HOSPITAL

Den nordsjællandske rytter Karina Rie Truelsen kommer ikke med til næste uges EM i ridebanespring for ungryttere i Bernstorffsparken ved København.

Under træning til næste uges europamesterskab blev den talentfulde rytter efter et styrt trådt på maven af sin hest. Hun blev kørt til undersøgelse på Gentofte Sygehus, hvor den første vurdering var, at Karina Truelsen var sluppet med et brækket ribben. Men nærmere undersøgelser viste i dag, at konsekvenserne af uheldet var mere alvorlige.

Karina Truelsen har beskadiget leveren og holdes indtil videre under observation hos specialisterne på Herlev Sygehus.
"Jeg kommer ikke med til EM, for jeg må i hvert fald ikke ride de næste 14 dage," siger en trist Karina Truelsen, der skal holde sig helt i ro de kommende dage.

Landstræner Bo Kristoffersen føler med Karina Truelsen, der har været rigtig godt springende og gav sit bidrag til, at Danmarks undryttere vandt det nordiske holdmesterskab midt i juli. "Det er brandærgerligt, det kan ikke være mere uheldigt, for uheldet skete jo efter et lille, enkelt træningsspring. Men det er desværre, hvad der sker," siger Bo Kristoffersen.

Landstræneren, der er til junior-EM i Tyskland, har ikke afgjort, hvem der skal afløse Karina Rie Truelsen. Han afventer rapporter fra sine kontakter ved weekendens internationale CSIO-stævne på Vilhelmsborg ved Århus og landdstævnet i Svendborg. "Jeg har et par emner i kikkerten," siger Bo Kristoffersen.

De allerede udtagne ryttere til EM, der begynder på torsdag den 8. august, er Tina Lund og Sarah Møller Pedersen, Sportsrideklubben. Rikke Haastrup, Dalby og Signe Kofoed, Nordsjællands Sportsrideklub.


DE DANSKE EM-RYTERE

Tina Lund
Tina Lund var blot 9 år, da hun fik en pony af sin far, den tidligere fodboldlandsholdsspiller Flemming Lund, B 1903, der sluttede 17 år som udlandsprofessionel i USA.

Familien Lund var i USA naboer til en rideskole, hvor Tina og storesøsteren Charlotte fik lyst til at prøve at ride. Det blev til et kompromis om en pony, ”når vi kommer hjem til Danmark”. Løftet blev indfriet og sådan begyndte Lund-søstrene en ride-karriere, der har trukket far og mor med ind i ridesporten.

Tina Lund startede i et par af de mindste stævner i den mindste ponyklasse (III). Hun voksede fra ponyen, men kunne ikke skille sig af med den, så den blev hos familien, indtil den måtte aflives for ca. ½ år siden. Mens søstrene var små, red de til skole, mens farmand trak cyklerne. Så byttede de, når de nåede frem til skolen.

Tina var kun var 11 år, da hun blev Danmarks Mester på pony (klasse II). Det bragte hende i Guiness Rekordbog som den yngste Danmarksmester nogensinde. Som 14-årig begyndte den talentfulde nordsjællandske rytter at starte i stævner på hest, men hun syntes det var lidt kedeligt i forhold til pony-stævnerne. Det har ændret sig i dag, hvor hun er dansk og nordisk U/21 mester i spring på Lanthanid – og det største danske medaljehåb ved EM i Bernstorffsparken.

Tina Lund blev student fra Handelsgymnasiet i Hillerød den 4. juni i år. Hun var den første på årets hold, der fik huen, fordi hun havde fremrykket sidste mundtlige eksamen af hensyn til deltagelse i udenlandske ridestævner. Den 20-årige nordsjællænder fra Skævinge ved Hillerød ser frem til at kunne koncentrere sig om ridning og leve som professionel rytter det næste års tid. Hun underviser nogle ryttere, både på pony og hest, men håber at få endnu flere at undervise. Kæresten fra Norge, der er professionel fodboldspiller, bliver der dog tid til ind imellem.

Tina Lund vandt top 10 i 2001. I år er hun blevet Danmarks Mester, Nordisk Mester både individuelt og for hold, hun har vundet Derby til CSIO i Drammen og blev mest vindende kvindelige rytter til CSIA i Holland. Hun er en talentfuld rytter med en stærk fightervilje.

Tina håber at blive blandt de fem bedste ved EM.

Sarah Møller Pedersen
Sarah Møller Pedersen startede sin rytterkarriere som 3-årig – to år efter fik hun sin første pony, som hun startede lidt springning på. Men der var pauser ind imellem, fordi hun ikke kunne se det sjove i at ride, når hun faldt af. Men pauserne blev kortere, da styrtene blev færre og talentet for spring betød, at hun sprang mellemste ponyklasse over og gik direkte fra den mindste klasse III til den største klasse I. I sine to sidste pony-år blev hun nr. 2 til DM. Hun blev nr. 8 til EM og fik bronze for hold.

Overgangen fra pony til hest gik fint, og Sarah blev i sit første år på hest udtaget til Nordisk Mesterskab.

Sarah Møller Pedersen blev i juni Handelsstudent fra Hillerød – sammen med klasse- og klubkammeraten Tina Lund. Planen er at tage mindst et år pause fra skolebænken for at hellige sig ridningen. Sarah arbejder for Christian Kjær og udover at ride hans heste, har hun også selv fire heste, der skal motioneres hver dag. Hvis der skulle være en smule tid til andet end hestene, bruger den 21-årige Fredensborg-pige den på veninderne og en biograftur en gang imellem.

Sarah Møller Pedersen bliver trænet af landstræner Bo Kristoffersen og sin far Niels Ulrich Pedersen, der selv var landsholdsrytter i spring og som aktiv satte dansk rekord ved at springe over to meter.

I 2001 vandt Sarah Møller Pedersen NM på Lancelot, og hun vandt Grand Prix på Vilhelmsborg på Topsport’s Cantor. I år har hun formået at vinde guld for hold til NM, få NM bronze individuelt, og hun blev nr. 2 ved DM – efter Tina Lund.

Rikke Haastrup Pedersen
Rikke Haastrup Pedersen er 18 år og et af de store håb i dansk ridesport. På få år er det lykkedes hende at slå igennem på eliteplan – ikke mindst takket være sit utroligt stabile og sikre ridt på springbanen.

I år blev hun nordisk mester for U21 hold og opnåede en flot 5. plads ved DM på hoppen Danevangs Trajana, som Rikke på det tidspunkt kun havde redet nogle ganske få uger. Året før vandt hun som junior sølv ved NM for hold på vallakken Jalevus.
Rikke er født i Glamsbjerg på Fyn, og i modsætning til mange andre eliteryttere har hun ikke en lang karriere som ponyrytter bag sig. Hun har derimod fra starten slået sine folder på heste med sikker rutine og stor kapacitet.

I dag er Rikke ved at afslutte sit første år som beriderelev hos Torben Frandsen på Dalby Rideskole, hvor hun rider 8 – 14 heste om dagen. Den helt store drøm er at ride VM og OL, mens de mere nære ambitioner handler om at gøre sig gældende som U21’er ved Europamesterskaberne i Bernstorffsparken.

Signe Juhl Koefoed
Signe Juhl Koefoed er 21 år og en af de mest velplacerede U21 ryttere i Danmark. Forstået således at hun med usvigelig sikkerhed altid lægger sig i førerfeltet såvel nationalt som internationalt. Det skyldes ikke mindst den anden halvdel af ekvipagen, Skorpen, som aldrig svigter og altid springer, hvad den kommer i nærheden af.

Senest har parret vundet guld ved NM for U21 hold og bronze ved DM. Sidste år fik de også guld ved NM for hold og sølv ved DM, og herudover har de fået et væld af internationale placeringer.

Alligevel bliver dette års EM måske – og i høj grad desværre – en af de sidste chancer for at se den succesfulde ekvipage på de hjemlige springbaner. Signe starter til sommer en 4 1/2 årig uddannelse som klinisk diætist, og hun erkender lidt trist, at det ikke er foreneligt med en krævende rytterkarriere. Derfor har den nordsjællandske rytter ikke en skjult drøm om olympisk deltagelse og metal i Athen 2004, men hun håber som kronen på værket at gå videre til EM-finalen i Bernstorffsparken.

[Kilde: Steen Ankerdal, pressechef for Sportsrideklubben]

 

Tilføjet d. 03-08-2002 kl. 02:07 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider