En tysk hest kom bogstaveligt talt på glat is, da den nytårsdag brød ud af dens fold og endte på en isdækket sø. Hestens vægt var isen ikke i stand til at holde til, så den faldt igennem. Til alt held var søen blot 30-40 cm dyb, hvor hesten brød igennem, men den var ikke i stand til ved egen hjælp at frigøre sig. En forbipasserende så hesten og tilkaldte brandvæsenet, der ankom til stedet kort derefter.
Sammen med frivillige hjælpere fik brandvæsenet hevet hesten op af hullet uden brug af kran men med almindelig menneskelig muskelkraft. Hesten slap fra eventyret uden skader og kunne komme hjem i stalden for at blive varmet igennem efter vinterbadeturen.
Kilde: Oberhessische Presse

