Kuske og heste slap billigt fra styrt på Aalborg Væddeløbsbane i forgårs. " Nu kan vi snart ikke klare mere dramatik," udtalte en staldmedarbejder efter at have oplevet to styrt med kort mellemrum på væddeløbsbanen.
Det første styrt stod amatørkusken Trine Urth og træneren Pauli Andersen for, da de kørte mod hinanden på staldterrænet. Trine Urth blev slynget af sulkyen, mens hendes hest, Kiwi Våsevang, strejfede en parkeret bil og i høj fart løb ind i stalden, hvor personalet flygtede for at undgå at blive ramt.
"Jeg forsøgte forgæves at holde balancen, men landede heldigt og kom straks på højkant. Jeg var mere bekymret for hesten," fortalte Trine Urth til Nordjyske. Sammen med hendes mand, træner Anders Pedersen, kunne hun ånde lettet op ovenpå styrtet.
Kiwi Våsevang slap dog fra styrtet med en hudafskrabning i panden. For at skåne den panikslagne hest valgte Trine Urth dog at strege dens start senere på aftenen.
Held i uheld
Mens sammenstødet ved staldene foregik ubemærket for størstedelen af publikum, var der få minutter senere fuld fokus på sammenkørslen i 4.løb. Skive-træner Bent Svendsen fløj af sulkyen bag Cherokee, mens den løbske hest tog flere ekstra omgange, inden den blev stoppet.
"Jeg var i fuld fart på vej ind i opløbet, da Birger Jørgensens hest galoperede lige foran mig og nærmest bremsede. Det var umuligt at undgå påkørslen, men heldigvis nåede jeg at tage fra i faldet og landede lige på maven, så der skete ikke andet, end at jeg mistede luften et øjeblik," fortalte Bent Svendsen til avisen Nordjyske. Værre stod det til med sulkyen, der i lighed med Anders Pedersens sulky var totalskadet. Begge trænere var dog glade for selv at være kommet helskindet fra uheldene og kunne trøste sig med, at deres forsikringer dækker sulkyerne.
Kilde: Nordjyske

