Lørdag kort efter middag måtte Falck, politi samt en dyrlæge rykke ud til et færdselsuheld på Ørbækvej i Gislev på Fyn, hvor en bilist stødte sammen med en shetlandspony.
Bilisten kom kørende i nordgående retning med 60 kilometer i timen, da shetlandsponyen pludselig bevægede sig ud foran bilen. Ifølge Brian Fussing fra lokalpolitiet i Faaborg-Midtfyn havde ponyen forladt sin nærliggende fold, og bilisten havde ingen chance for at undgå sammenstødet. Ponyen døde kort sammenstødet af sine kvæstelser, mens bilisten slap fra uheldet uden skader.
Politiets første undersøgelser af hestefolden viste, at elhegnet var slukket og i øvrigt i en dårlig forfatning.
Kilde: Fyens Stifttidende

