EM i dressur for ungryttere og juniorer
Det danske ungrytterhold og den enlige juniorrytter er kommet godt til Italien, hvor der i disse dages rides om EM-medaljer i dressur.
Det er ganske vist varmt, forlyder det, men forbigående regnbyger gør det lidt mere udholdeligt for rytterne.
I dag, torsdag, er holdmesterskaberne gået i gang, og juniorrytteren Lisbeth Seirskilde og Kascha er kommet rigtig godt fra start.
Første halvdelen af den indledende klasse gik i dag med 21 ryttere, og Lisbeth Seirskilde blev nummer 9 med 66.06%.
"Det er utrolig flot, og det giver meget begrundet tro på, at Lisbeth ender blandt de 25, som går videre til den klasse, som kvalificerer til finalen søndag", siger holdleder Bjarne Nielsen.
2. runde bliver afviklet fredag, og hendes placering er som sagt afgørende for, om hun går videre til A eller B finalen. Kun de 15 bedste ryger i A-finalen, som er Kür-klassen.
Ungrytterne har også været igennem første runde, og her blev Karina Berthelsen og May-Dancer nummer 17 med 62.31%.
Se samlet resultatliste på www.fise.it
EM i springning for juniorer
Springrytteren Andreas Schou blev bedste dansker, da han torsdag red den 1. kvalifikationsrunde ved EM i springning for juniorer i Hagen i Tyskland. Med Carlos Carlucci fik Andreas 0 fejl og sluttede som nummer 10 i klassen med 84 startende.
Pernille Stribolt og Filicia fik 4 fejl, Daniel Cassøe og Reiter Holmen 8 fejl, mens Marlene Lykke Nielsen og Fourage fik 12 fejl. Rytterne tager fejlene med sig til den individuelle finale på søndag.
Fredag afvikles holdmesterskaberne.
Se samlet resultatliste på www.psi-events.de
[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]
Ny fra EM for U21 og juniorer
Tilføjet d. 02-08-2002 kl. 09:46 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

